23948sdkhjf

Minister forbereder lovgivning til selvkørende biler

Ole Birk Olesen fremsætter i næste uge et lovforslag, der åbner for kontrollerede forsøg med selvkørende biler

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen fremsætter i næste uge et lovforslag, der åbner for kontrollerede forsøg med selvkørende biler. Med lovforslaget kobles det altafgørende hensyn til trafiksikkerhed med muligheden for innovation via automatisering af biler.

Ved at gøre lovgivningen mere tidssvarende kan vi blandt andet få mere viden om anvendelsen af køretøjernes selvkørende funktionalitet til innovation i den offentlige sektor og i erhvervslivet. Konkret har Aalborg Kommune og Vesthimmerlands Kommune allerede meldt ud, at de vil ansøge om at gennemføre forsøg med selvkørende busser på særligt afgrænsede vejstrækninger.

Ole Birk Olesen ser store potentialer i selvkørende biler, og han mener, at de kontrollerede forhold i en forsøgsordning vil være den rigtige måde at se teknologien an på i Danmark.

- Vores lovgivning skal være tidssvarende, så vi kan afprøve potentialerne i den nye teknologi under trafiksikkerhedsmæssigt kontrollerede forhold. 

- Vi må nemlig ikke lukke øjnene for den gradvise udvikling, der er i gang inden for den selvkørende bilteknologi. Lige fra ABS-bremsen, som betyder, at helt uerfarne bilister kan gennemføre en noget nær perfekt opbremsning af bilen i en kritisk situation, til intelligente lygter, fodgængerbeskyttelse og automatisk parkering. 

- Den delvist selvkørende bil eksisterer altså allerede, og med de rette trafiksikkerhedsmæssige rammer tror jeg, at Danmark kan blive et sted, hvor virksomheder og myndigheder afprøver og viser, hvad selvkørende biler kan bruges til, når teknikken er klar, siger Ole Birk Olesen.

På længere sigt vil den selvkørende bilrevolution kunne udvikle en teknologi, som er endnu mere sikker for fodgængere, cyklister, passagerer og andre trafikanter end, hvad der gælder bilparken i dag.  Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen mener, at vi skal forberede os til den udvikling samtidig med, at vi sikrer, at det hele sker i et forsvarligt tempo med trafiksikkerheden i fokus. 

Derfor foreslår ministeren en forsøgsordning, hvor alle ansøgninger skal ses grundigt efter i sømmene af vejmyndigheder, Færdselsstyrelsen, politiet og en uvildig ekspert, før ministeren giver tilladelse til, at selvkørende biler kommer ud på vejnettet. Desuden vil han ved samtlige ansøgninger om forsøg inddrage politikerne fra Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg i beslutningen. 

Transport-, bygnings- og boligministeren kan trække tilladelsen til et forsøg med selvkørende biler tilbage, hvis der opstår tvivl om sikkerheden omkring forsøget. 

Erfaringerne fra forsøgsordningen kan senere indgå i en vurdering af behovet for at indføre en permanent regulering af området.

Ministeren forventer at kunne fremsætte lovforslaget i Folketinget onsdag den 25. januar.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078