Første spadestik til nyt AGV democenter
N.C. Nielsen har besluttet at opføre et nyt byggeri på den eksisterende matrikel i Balling.
Byggeriet skal rumme et AGV democenter til aktiviteter i selskabet AGV Scandinavia, der er etableret sammen med BILA A/S. Desuden skal det rumme batterilager og produktionsfaciliteter til Lithium-ION batterier samt nye kantinefaciliteter. Det samlede areal på byggeriet bliver 1.300 kvadratmeter.
Allerede i begyndelsen af februar 2017 ryger spaden i jorden. Her indledes byggeriet, der skal ruste N.C. Nielsen og AGV Scandinavia yderligere til fremtiden. I det nye AGV democenter kan kunderne få demonstreret de førerløse AGV-truck i aktion og ved selvsyn opleve en af fremtidens innovative teknologier inden for intern logistik.
Batterier til fremtiden
N.C. Nielsen forventer, at 2017 bliver et gennembrudsår for virksomhedens Lithium-ION batterier. Efterspørgslen på batteritypen er steget markant og N.C. Nielsen har allerede leveret en del nye Lithium-ION batterier, som fremstilles i Balling.
– Vi glæder os rigtigt meget til at komme i gang med nybyggeriet. Vi ser frem til at kunne præsentere vores AGV-løsninger i perfekte rammer for vores kunder. Og så får vi tilmed en ny kantine og nye mødelokaler, så vi kan give vores kunder en endnu bedre oplevelse, når de kommer på besøg, udtaler adm. direktør Poul B. Nielsen fra N.C. Nielsen.
Vokseværk i Balling
Byggeriet vidner om stor aktivitet hos N.C. Nielsen. For bare få år siden blev der etableret en ny kontorbygning og Skandinaviens største showroom for kørende materiel på samme adresse.
Med nybyggeriet når N.C. Nielsen op på næsten 20.000 kvadratmeter under tag til at kunne imødekomme de nye tider.
– Vi gearer os til fremtiden ved at bygge nyt og udvide lokaliteterne her i Balling. Det giver en god synergi at have alle funktioner samlet på ét sted. Vi arbejder sammen på kryds og tværs om opgaverne og både kunder, medarbejdere, leverandører og gæster i huset kan fremover få det fulde billede af, hvad vi kan tilbyde markedet, pointerer Poul B. Nielsen fra N.C. Nielsen.