Rekord for Horsens Erhvervshavn
I 2016 blev der losset og lastet 831.000 ton gods på Horsens Havn. Det er 57.000 ton mere end året før, hvilket svarer til en stigning på ca. 7,6 pct.
Især sten, grus og skærver, men også beton- og asfaltproduktion har trukket mange skibe ind i Horsens Fjord. Samtidig har der for alvor været fart på stålet over kajen i 2016.
- For havnen er det glædeligt, at den positive udvikling fra de senere år fortsætter så tydeligt, skriver Hordens Erhvervshavn i sit nyhedsbrev og bemærker, at effektiviteten er skærpet yderligere.
Den øgede omsætning giver den udfordring, at det i perioder kan være svært at finde ledige kvadratmeter til gods på kajen.
Omsætningstallene de seneste fem år:
2016: 831.000 ton
2015: 774.000 ton
2014: 682.000 ton
2013: 718.000 ton
2012: 681.000 ton