EU: Syv lande kræver klare cabotage-regler
EU-kommissionen forbereder retssag mod Danmark om den ny vejledning. Til gengæld udøver betydningsfulde lande et pres mod transportkommissær Siim Kallas for at få klare definitioner
Det er holdningen bag Danmarks og seks andre landes fælles brev til transportkommissær Siim Kallas om ulovlig cabotage og krav om klare definitioner i forordningen.
Nogle af EUs største medlemmer er afsendere, nemlig Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien. Desuden er Finland og Belgien og som sagt Danmark med i initiativet. De syv vesteuropæiske lande råder over knap 40 procent af stemmerne i ministerrådet og udgør over 54 procent af de samlede befolkninger.
Nok har EU-kommissionen eneret til at fremlægge forslag, men med Pia Olsen Dyhrs ord er Tyskland og Frankrig lande, man ikke overser.
De syv lande har i hvert fald rigeligt med stemmer til at blokere for forslag, som eksempelvis kunne være yderligere liberalisering af cabotage. Det venter dog ingen i denne kommissions resterende tid, og alle danske aktører er enige om, at tiden ikke er moden.
Tre sager om danske regler
EU-kommissionen har kastet sig ud i tre såkaldte pilotsager, der kan ende med en eller flere retssager mod Danmark om den ny vejledning, der trådte i kraft 1. september.
Pia Olsen Dyhrs første reaktion var, at det måtte EU-domstolen i givet fald afgøre. Hun er dog ikke drejet ind på en solokurs eller parløb med Finland. Hun er medunderskriver på brevet til Siim Kallas og viser dermed, at Danmark ikke handler alene.
Sag 1: tomkørsel
- Pilotsagen peger i retning af, at kommissionen finder, at den danske præcisering af begreberne "en international transport" og "en cabotagetur" ikke er i overensstemmelse med forordningen, medgiver Pia Olsen Dyhr.
Hun forventer, at kommissionen har mistet tålmodigheden og snart sender en åbningsskrivelse, dvs. det sidste skridt før en egentlig stævning og retssag ved EU-domstolen i Luxembourg.
Sag 2: dokumentation
Den anden sag handler om, hvornår dokumentation for den internationale tur og hver enkelt cabotagetur skal foreligge. Her fastholder Pia Olsen Dyhr, at efterfølgende fremsendelse af dokumentationen til politiet vil ikke kunne opfylde bekendtgørelsens krav om, at dokumentation skal foreligge ved standsningen af køretøjet.
I denne sag lægger kommissionen tillige op til, at sanktioner for overtrædelse af cabotagereglerne er for hårde i forhold til den konkrete overtrædelse.
Sag 3: antal stop
Den tredje sag handler om, at en cabotagetur ikke må omfatte både flere afhentnings- og aflæsningssteder. Kommissionen mener det modsatte.
Finsk model må vente
Pia Olsen Dyhr ser med stor sympati på den finske model med højst 10 ture på tre måneder, hvor den første cabotagetur slutter, når lasten losses første gang, og så fremdeles. Det bliver imidlertid ikke en dansk regel, så længe Finland og kommissionen diskuterer.
EU-kommissionens statusrapport om markedet for godskørsel er på trapperne. Den skulle have været færdig inden årsskiftet med vurdering af kontrollens effektivitet, beskæftigelsen i erhvervet og eventuel yderligere liberalisering.
Cabotage misbruges
- Regeringens ønsker klare og kontrollerbare regler fra EU i stedet for som nu tågede og svært kontrollerbare regler. Det vil bidrage til, at reglerne kan håndhæves på effektiv vis i alle EU-lande. En sådan effektivisering vil blandt andet kræve en introduktion af klare definitioner af begreber som en international tur og en cabotagetur.
- Vi risikerer at miste et helt erhverv i Danmark, fordi EU ikke kan finde ud at lave klare definitioner. Det nytter ikke, at man kan oprette et selskab lige uden for grænsen og derved få adgang til internationale ture ind i landet. Det er ikke idéen med cabotage, understreger Pia Olsen Dyhr.
Bliv på EU-sporet
Direktør Michael Svane, DI Transport, glæder sig over, at Pia Olsen Dyhr arbejder for ensartede regler i EU.
- Det er ikke kun er et spørgsmål om udenlandske lastbiler, der kører i Danmark. Vi også har mange danske lastbiler, der kører lovlig cabotage i udlandet, påpeger Michael Svane.
Også ITD er tilfredse.
- Der er sket et skifte fra at snakke danske særregler i halvandet år til at vi har et fælles EU-spor i cabotagediskussionen, hvor man diskuterer på tværs af lande, noterer ITDs kommunikationschef Nikolaj Stig Nielsen efter et offentligt udvalgsmøde på Christiansborg.
- Vi er enige i intentionen om klare regler, som kan kontrolleres.
DTL synes også, at Pia Olsen Dyhr står godt på mål for denne sag.
- Det er glædeligt, at vi ikke kun skal have stoppet liberaliseringen, men strammet op, siger DTLs direktør Ove Holm.
Han støtter en begrænsning af cabotage til én tur om ugen, hvilket kræver en ændring af EU-forordningen.
- Det skulle ikke undre mig, at vi snart hører fra Polen, som er ved at opleve noget lignende som i Tyskland og Danmark, slutter han.