23948sdkhjf

Grenaa-Hundested i spil igen

Norddjurs og Halsnæs kommuner øjner en chance for at genoplive en færgerute mellem Grenaa og Hundested sammen med finansmanden Karsten Ree.
Karsten Ree har givet forhåndstilsagn om at gå ind i et nyt færgeselskab med 50 procent, fremgår det af oplægget.

Denne investorgruppe vil blive indkaldt til møde i Transportministeriet, bekræftede transportminister Hans Chr. Schmidt (V) efter mødet onsdag 20. juli med trafikordførerne om den snart lukkede godsfærgerute.

Initiativtagerne slår på, at ruten kan etableres hurtigt og de to havne stort set er klare til brug inklusive trailerhåndtering.

Kun plads til én

Karsten Ree-gruppens projekt bygger på rent kommercielle vilkår, men her er et "aber dabei". Der må ikke ydes statsstøtte til andre fragtruter på tværs af Kattegat. Med andre ord er der ikke plads til både en statsstøttet ro/ro-forbindelse Kalundborg-Århus og Hundested-Grenå.

Desuden kigger de to havne selv efter EU-midler til etablering og opstartshjælp til ruten, som også skal fragte passagerer og personbiler.

Uden om Hamborg

En del af kundegrundlaget for det nye projekt skal være nordjyske og norske lastbilkunder, der hellere vil køre over Sjælland og tage Gedser-Rostock for at undgå Elbtunnelen i Hamborg og såmænd også trængslen i Trekantsområdet.

Løstrailere og modulvogntog skal lægge den økonomiske bund året rundt, mens passagerer og campingvogne skal sikre indtjeningen om sommeren.

Grenaa-virksomhederne Uniscrap og Rygaard Transport & Logistic er blandt storkunderne på den snart lukkede rute, som ifølge oplægget lover at bruge en færge til Hundested.

De tre muligheder

En færgerute mellem Djursland og Nordsjælland, en ro/ro-færge mellem Aarhus og Kalundborg og en jernbanegodsrute mellem Aarhus og Høje-Taastrup er de tre alternativer, som Hans Chr. Schmidt holder en intensiv møderække om fra næste uge.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.072