23948sdkhjf

Seks udvalgte dansk-tyske projekter

Tysk-dansk transportkommission afleverer rapport i forsommeren
Af Claus Djørup

Den dansk-tyske transportkommissionen har udpeget seks hasteprioriteter blandt 27 projekter, som der arbejdes videre med i en såkaldt resolutionsrapport til det dansk-tyske forums næste møde i maj eller juni.

Det oplyser Mogens Therkelsen, som er DI’s repræsentant i tolandekommissionen.

De seks højprioriterede projekter og nåleøjer er:

1. Udvidelse af motorvejen A7 til seks spor inkl. Rader Hochbrücke, der har en vægtbegrænsning på 80 ton.

2. Banebroen over Kielerkanalen ved Rendsborg.

3. En fælles tysk-dansk banegård.

4. Dobbeltspor helt ned til grænsen, dvs. Tinglev-Padborg.

5. Igangsætning af undersøgelse af en alternativ motorvej til E45 (hærvejsmotorvejen), der kan indgå i en uhindret transportlinie fra Hirtshals/Frederikshavn til Tyskland.

6. Fælles udbygning af vej- og banesystemet ved Vestkysten fra Heide til Esbjerg.

Fornyet optimisme

Transportminister Magnus Heunicke (S) og Slesvig-Holstens erhvervs- og trafikminister Reinhard Meyer (SDP) deltog i mødet på FDE Center i Padborg den 12. januar. Mødets forløb har givet den sønderjyske vognmand ny optimsme, efter at kommissionen har ligget stillet i næsten et år efter ministerskiftet på den danske side.

- Heunicke og Meyer er fuldstændig enige om, at kommissionsarbejdet er utrolig vigtigt for både dansk-tysk samhandel og i relation til skandinaviske lande med Jyllandskorridorer, siger Mogens Therkelsen.

Set i et grænseoverskridende perspektiv må nogle af disse projekter kunne finansieres med hjælp af Junckerfonden, eftersom Jyllandskorridoren er en af EU’s ni hovedkorridorer, mener Mogens Therkelsen.

Løftestang for kombitunnel

Forbundsregeringen er ikke indstillet på at finansiere en motorvejs- og banetunnel under Kielerkanalen. Berlin vil kun love en billigere løsning. Kunne den kommende Junckerfond med 315 milliarder euro være løftestang?

- Udgangspunktet for herr Meyer er, at alt skal forsøges. Han satser på en kombineret tunnel for bane og bil, siger Mogens Therkelsen.

Han håber, at Junckerfonden vil gøre Berlin mere imødekommende over for kombitunnelen, for andet vil være kortsigtet med det korte åremål, som Rader Hochbrücke og den gamle banebro har tilbage.

- Vi skal lægge et skandinavisk pres på Berlin. Det er en handelshindring for de skandinaviske lande og dermed også Slesvig-Holsten selv, hvis man ikke laver det optimale, når man nu skal i gang, slutter Mogens Therkelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062