Vejen Kommune er Danmarks mest erhvervsvenlige
Efter flere år i top 10 over listen med Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner, er det nu lykkedes Vejen Kommune at komme helt til tops. En placering, som byråd, direktion og adminstration har arbejdet målrettet på i årevis.
At Vejen Kommune nu kan kalde sig Danmarks mest erhvervsvenlige kommune skyldes ifølge borgmester Frank Schmidt-Hansen især to ting. Virksomhedernes oplevelse og medarbejdernes indsats.
- Alle kommunens medarbejdere har en stor andel i det her, uden deres engagement og know-how var det aldrig lykkedes. Jeg er selvfølgelig også stolt af, at vores virksomheder svarer så positivt om vores samarbejde som de gør, og vi vil arbejde hårdt og målrettet på at blive endnu bedre, så vi fortsat kan tiltrække virksomheder, kvalificeret arbejdskraft og nye borgere.
En af dem, der har medvirket i undersøgelsen, er direktør i OTV Plast, Henrik Jylov. Han forklarer om virksomhedens samarbejde med Vejen Kommune:
- Vejen Kommune inddrager og lytter til virksomhedernes behov. Det sker bl.a. igennem fem-årsstrategier, etablering af netværk, arrangementer osv.
Denne inddragelse har igennem årene bevirket, at god service overfor erhvervslivet er blevet en del af kommunens DNA. Henrik Jylov mener også, at samarbejdet i det lokale erhvervsnetværk har en stor betydning:
- Igennem Udviklingvejen sættes der forstærket fokus på områder som mindre og mellemstore virksomheden måske ikke selv lige stiller skarpt på i den daglige drift. Det kan f.eks. være målet om styrket konkurrenceevne gennem kompetent ledelse og bæredygtighed med fokus på bundlinjen.
Også Carsten Jespersen, der er direktør i KE Fibertec, mener at førstepladsen er fortjent:
- Som virksomhed sætter vi utrolig meget pris på den gode dialog, sund fornuft og en kommune, som oprigtigt ønsker at skabe de bedste rammer og vilkår for at drive virksomhed.
- Det at ”brande” sig som en erhvervsvenlig kommune, er let at sige i en valgkamp hvert fjerde år, men det har aldrig været tilfældet i Vejen kommune. Alle uden undtagelse, lige fra den menige medarbejder til kommunaldirektøren og borgmesteren er meget tilgængelige og altid løsningsorienterede.
- Som virksomhedsleder kan man meget tydeligt mærke om en kommune er erhvervsvenlig eller ej. Specielt når man hører om nogle af de problemer andre virksomhedsledere i Dansk Industri nogle gange bøvler med. De ser helt mærkeligt på mig, når jeg fortæller om hvordan det foregår i Vejen Kommune.
Fakta om undersøgelsen:
I Vejen Kommune har 90 virksomheder deltaget i undersøgelsen i 2022. Tilsammen beskæftiger de 4.274 medarbejdere i kommunen og udgør cirka 27 procent af kommunens private beskæftigelse, samlet set har 7.915 virksomheder deltaget i undersøgelsen på landsplan. Det er første gang, at Vejen Kommune vinder. Undersøgelsen består af to dele; spørgsmål til virksomhederne og statistik. De to dele vægter lige meget.
Foruden den samlede første plads, er Vejen Kommune på alle delområderne generelt godt placeret.
Punkter som Overordnet erhvervsvenlighed og arbejdskraft er Vejen Kommune på en flot første plads, og på brug af private leverandører og information og dialog med kommunen er det begge steder blevet til en flot anden plads.
Se mere på hjemmesiden: Vejen.dk/DI