#PeterPrøver: Volvo XC40 vs. Polestar 2
De ser vidt forskellige ud, Volvo XC40 Recharge og Polestar 2. Men de er nærmere beslægtet end øjet syner – ja, nærmest identiske rent teknisk. Derfor har de også flere plusser og et enkelt minus tilfælles.
Polestar er født som en performance-afdeling hos Volvo, hvor de potente udgaver af de svenske familiebiler kom under kærlig behandling. Men i dag er Polestar et selvstændigt elbil-mærke, som dog fortsat er en del af samme koncern under kinesiske Geely. Derfor er flere Volvo- og Polestar-modeller også i dag baseret på de samme platforme med identisk teknik.
To af de mest populære modeller er Volvo XC40 Recharge og Polestar 2, som netop er landet i en opdateret udgave. Med den seneste opdatering af den fælles tekniske platform, er begge biler nu mere relevante end nogensinde. Rækkevidde og effektivitet har været en prioritet og begge biler opnår dermed at komme i øjenhøjde med de bedste i kategorien ”mellemstore biler”.
Men der er forskelle, som dybest set skal findes i temperament og behov for praktikalitet. Er netop praktikalitet en prioritet, så vælger du bedst XC40. Er du mere til en intim køreoplevelse, så vælger du Polestar 2 – som dog ikke falder helt igennem på praktikken grundet hatchback-konstruktionen, med den store bagklap, som giver god adgang til bagagerummet.