23948sdkhjf

Aprilsnar: Se dagens fup-historier her

Gik du glip af de mange forsøg på at narre danskerne i går den 1. april? Så læs her et udvalg, som er samlet af Ritzau fra de danske medier.
Man skal ikke tro på alt, hvad man hører tirsdag. For kalenderen viser 1. april, og traditionen tro forsøger de danske medier at snøre deres læsere med opfindsomme aprilsnarre.

Storebæltsbroen solgt

Ekstra Bladet skriver således, at Storebæltsbroen er på vej til at blive solgt til amerikanske Goldman Sachs, der for nylig købte en bid af Dong Energy. Finansministeriet forbereder blandt andet salget ved at sætte priserne betydeligt op.

Rejsekort-stander op i byen

Berlingske kommer med godt nyt til glemsomme brugere af det udskældte Rejsekort. Firmaet bag vil nemlig sætte tjek-ud-søjler op rundt omkring i København.

Blandt andet ved Den Lille Havfrue, hvor turister dog er blevet forvirrede: De tror, at søjlerne kan få havfruen til at bevæge sig eller afspille eventyr.

Basim med EU-flag

Det internationale melodi grand prix har sikret BT en anledning til at digte. Ifølge avisen har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) nemlig bedt sangeren Basim om at medbringe et EU-flag i sit sceneshow. Det skulle desuden profilere Thorning i kampen om en EU-toppost.

Helsingør Rådhus skal sælges

Ifølge Helsingør Dagblad er den konservative borgmester og tidligere socialminister Benedikte Kiær parat til at sælge Helsingør Rådhus for at skaffe penge til et enormt vartegn ved navn Elsinore Towers.

Taske-kollektion "Marius" fra Zoo

Også organisationer, politikere og virksomheder forsøger at fuppe danskerne 1. april ved hjælp af mere eller mindre obskure pressemeddelelser.

Zoologisk Have søger en marketingchef til en ny taskekollektion lavet af blandt andet giraf og løve, skriver Jobindex, der står bag jobopslaget. Kollektionen bærer i øvrigt navnet Marius.

Radioaktiv blæksprutte

Andetsteds i dyreriget har også Den Blå Planet forsøgt at narre danskerne. Akvariets nye blæksprutte har vist sig at være radioaktiv. Blæksprutten stammer fra Japan og det skulle efter sigende være atomkraftværket Fukushima, der skulle have forgiftet blæksprutten.

Til stort chok for dyrepasserne skifter blæksprutten farve, men til gengæld viser den tegn på øget intelligens og foretrækker en flæskestegssandwich frem for pil-selv-rejer. Og så skal danskerne til at spise havskildpadder, der er fanget i nationalt farvand, siger Danmarks Fiskehandlere.

Star Tour bygger egen ferie-ø

I rejsebureauet Star Tour har man taget kampen op for at finde nye eksotiske vinterdestinationer, og bureauet bygger derfor sin helt egen paradisø "Smile Island", mens DFDS Seaways præsenterer Justin Timberlake på årets RockCruise på Oslobåden.

Bruce Springsteen til Bornholm

På Bornholm er der glade dage, efter det er blevet annonceret, at Bruce Springsteen gæster klippeøen til årets Folkemøde.

Musikmagasinet Gaffa har også brygget en røverhistorie sammen.

Ifølge dem er boybandet One Direction splittet op på grund af interne stridigheder. To af de fem bandmedlemmer, Harry Styles og Louis William Tomilson, er dog gået deres egne veje og har dannet duoen - Another Direction.

Ægte dinosaur i Odense

Odense Zoo er også med på løjerne og skriver således, at et forskningsprojekt nu har resulteret i, at der igen kommer til at leve dinosaurer på jorden, som kan ses i Odense Zoo.

EU forbyder jerseykøer

Og så har EU-Domstolen afgjort, at det er slut med at sælge mælk fra jerseykøer på Thise Mejeri. Mejeriets mandekor har dog taget kampen op og indøvet en flerstemmig version af Christiania-klassikeren "De kan ikke slå os ihjel".

/ritzau/7
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063