FAKTA: Den gule kammusling er til salg i Danmark
Shell med det karakteristiske gule logo med form som en kammusling har sat forretningen til salg i Danmark.
* I dag er der over 300 servicestationer rundt om i landet, og Shell Danmark beskæftiger omkring 400 personer. Omkring halvdelen af de ansatte arbejder på Shells raffinaderi i Fredericia, mens den anden halvdel er beskæftiget på hovedkontoret i København.
* Dertil kommer yderligere 2500 personer på servicestationerne, som ejes af forpagtere, oplyser selskabet.
* Shell-raffinaderiet i Fredericia blev etableret i 1966. Raffinaderiet, der via en rørledning er forbundet med oliefelterne i den danske del af Nordsøen, spiller en vigtig rolle for forsyningssikkerheden i Danmark.
* Raffinaderiet producerer i dag mere end en tredjedel af alle de brændstofprodukter, som danskerne bruger, oplyser Shell på sin hjemmeside.
* Ifølge Shells regnskab for 2013 omsatte koncernen på verdensplan for 451,2 milliarder dollar. Det gav en indtjening på 16,5 milliarder dollar.
* Shell Danmark annoncerede fredag, at raffinaderiet i Fredericia, aktiviteterne i København og kæden af tankstationer i hele landet er sat til salg.
* Derimod bevarer selskabet sine aktiviteter i Nordsøen, hvor Shell får omkring fem procent af den samlede olieproduktion fra på verdensplan.
/ritzau/