Ingeniøren: DSB køber tog - uden flere siddepladser
DSB køber 67 dobbeltdækkervogne, som selskabet nu leaser. Men det giver ikke flere siddepladser til pendlerne
Aftalen handler om at købe 67 dobbeltdækkervogne, som selskabet leaser i dag. Transportminister Magnus Heunicke (S) sagde for nogle dage siden, at DSB inden for nogle uger ville indgå en aftale om et togkøb på 1,2 milliarder kroner.
Hverken ministeren, Transportministeriet eller DSB vil fredag sige noget om ordren - ud over at de over for Ingeniøren bekræfter oplysningerne, der fremgår af overvågningsportalen udbudsvagten.dk.
DSB skulle mellem 2016 og 2017 have leveret dobbeltdækkervognene tilbage til leasingselskab Ascendos Rail Leasing, der har hjemme i Luxembourg.
Planen var, at IC4-togene på det tidspunkt kunne indsættes i landsdelstrafikken, og at de IC3-tog, der i dag kører mellem landets store byer, i stedet kunne indsættes i den østdanske lokaltrafik.
Det har dog længe været erkendt, at IC4-togene næppe bliver klar til at erstatte IC3-togene, så DSB har undersøgt forskellige muligheder for at kunne fortsætte med dobbeltdækkervognene.
Med købet af disse sikrer DSB sig, at yderligere forsinkelser af IC4-togene ikke vil forværre pendlernes forhold. Omvendt giver købet ingen udsigt til bedre plads på de fyldte morgen- og eftermiddagsafgange.
Og der er ifølge Ingeniøren heller ingen garantier for, at der vil blive gjort noget ved de indvendinger, som pendlerne har haft mod vognene.
Dobbeltdækkervognene har nemlig været kritiseret for dårlig komfort, og for at der mangler el-stik og bordplads, så man kan arbejde i toget.
Desuden bliver passagererne udsat for mange ultrafine partikler, fordi vognene i dag trækkes af gamle ME diesellokomotiver.
Det sidste problem bliver imidlertid delvist afhjulpet af, at nogle af dobbeltdækkervognene fremover skal trækkes af ellokomotiver (EA), som Folketinget har bevilget 50 millioner kroner til at renovere.
/ritzau/