23948sdkhjf

ITD’s chaufførdirektiv mangler opbakning

Indsatsen mod langturschaufførers ringe vilkår skal ske inden for rammerne af den danske model, konkluderer Trafikstyrelsen. Transportminister Magnus Heunicke er enig.
ITD og daværende transportminister Henrik Dam Kristensens (S) pingpong om et chaufførdirektiv ender i ingenting. Efter en høring hos de relevante organisationer bliver det ikke Danmark, som foreslår, at EU får et decideret chaufførdirektiv.

Trafikstyrelsens møder om en EU-regulering af arbejdsmiljø for internationale lastbilchauffører viser, at indsatsen angående chauffører, der kører internationale transporter under ringe vilkår, fortsat skal gennemføres inden for rammerne af den danske model for arbejdsmarkedet, oplyser transportminister Magnus Heunicke (S) i brevet til organisationerne.

-Det særlige danske system for regulering af løn- og arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet gennem kollektive aftaler skal derfor ikke berøres af eventuelle forslag, fastslår Magnus Heunicke.

Især arbejdsmarkedets parter påpeger, at de fleste emner allerede er eller er i færd med at blive reguleret. De ønsker om ikke at udhule den danske ordning med yderligere regulering, konstaterer Trafikstyrelsen.

EU-regler for rastepladser

Diskussionen afdækker dog enighed om tre initiativer.

For det første kunne det undersøges, hvad status og muligheder for EU-regler for rastepladser.

Dernæst er der bred støtte til i et vist omfang at registrere chaufførens grundoplysninger ét sted. Denne idé er dog afvist på EU-niveau, og danske myndigheder er heller ikke interesserede.

Endelig er der enighed om harmonisering af kontrol – det vil sige ens regler og ensartet håndhævelse i de 28 EU-lande. Harmoniseringen skal dog ske på hvert område for sig for at kunne fokusere på kontrolreglerne.

Overflødigt forslag

ATL, DI Transport og Dansk Erhverv fører an i modstanden mod et egentligt chaufførdirektiv, altså fælles regler i EU.

De øvrige organisationer bortset fra ITD selv har også mange indvendinger mod ITD’s oprindelige forslag eller blot mener, at der ikke er behov for det. Det drejer sig om DTL, 3F, FDL, Danske Speditører og Danske Busvognmænd.

Hovedårsagen til problemerne er den liberale fortolkning af cabotageregler, mener DTL. Derfor burde man undersøge og skaffe sig et overblik over de EU-regler, der gælder for udenlandske chauffører, der kører i Danmark, og hvordan reglerne håndhæves.

3F frygter, at et minimumsdirektiv vil ende op med at blive et maksimumsdirektiv. Desuden vil et minimumsdirektiv være i strid med den danske måde at aftale løn- og arbejdsvilkår.

Modstanden er ikke overraskende. ITD stod allerede alene med forslaget i cabotageudvalgets rapport.

Chaffører krydser mange landegrænser

- Chaufførjobbet reguleres af forskellige EU-regler, som ikke tager højde for de særlige forhold i transporterhvervet, forklarede adm. dir. Jacob Chr. Nielsen, ITD, da han lancerede forslaget i Transportmagasinet efter et besøg af Henrik Dam Kristensen den 6. maj sdiste år i Padborg.

- En typisk eksportchauffør kan sagtens arbejde i flere lande inden for et døgn. Derfor foreslår ITD, at chauffører, der udfører arbejde i andre EU-lande end deres hjemland, omfattes af et samlet og målrettet EU-regelsæt, sagde han.

Et samlet EU-regelsæt for international transport er den bedste metode mod social dumping og unfair konkurrence, pointerede Jacob Chr. Nielsen:

- Chauffører ville ikke få det bedre ved strammere cabotageregler, siger han.

S og SF tog godt imod idéen

Regeringens reaktion var positiv. Henrik Dam Kristensen ønskede ideen afklaret. Jonas Dahl (SF), der dengang var trafikordfører, foreslog, at trafikudvalget tog til Bryssel og fremlagde ideen.

Derimod var Enhedslisten på den modsatte fløj.

- ITD’s forslag vil ikke hjælpe mod social dumping. Det fjerner ikke lønkonkurrencen mellem chauffører fra de gamle, vestlige EU-lande og østchauffører. ITD vil endog have, at vi via vores skattesystem skal give dem et tilskud (skattefri diæter), så de bedre kan få råd til at leve her i landet for den lusede løn, erklærede trafikordfører Henning Hyllested (EL).

ITD helmer ikke

ITD præciserede sit forslag undervejs, og det indeholder seks hovedpunkter:

1) Ensretning af lovvalg, værneting, ansættelse og social sikring

2) Fælles EU-retningslinjer for rastepladser

3) Registrering af chaufførens grundoplysninger

4) Forsikringskrav for chauffører

5) Harmonisering af kontrol og sanktioner

6) Fælles internationalt charter for chauffører

ITD vil arbejde videre med flere konkrete ideer og forslag, har organisationen meddelt Trafikstyrelsen. ITD ønsker en handlingsplan med konkrete forslag, som trafikministeren kunne fremlægge for EU-kommissionen.

Videre bebuder ITD en undersøgelse blandt internationale chauffører ud fra en holdning om, at chaufførernes opfattelser skal danne udgangspunkt for prioriteringerne af det videre arbejde.

Det er i tråd med ministerens indstilling.

- Jeg opfatter arbejdet for at forbedre chaufførforhold som en ’ongoing proces’, det vil sige forslag og ideer fortsat kan bringes op og vurderes. Det kan endvidere ske på alle niveauer, f.eks. via branchetiltag, opstilling af ’best practice’, brug af TEN-midler (EU-transportprojekter, red.), gennemførelse af EU-regler etc., erklærer Magnus Heunicke.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094