Trafikanalyse: Intet behov for nye broer de næste mange år
Der bliver ikke brug for en Kattegatbro de næste 35 år, konkluderer analyse fra Transportministeriet.
Danmark har været flittig til at bygge nye bro- og tunnelforbindelser de seneste 20 år, men der er ikke behov for at fortsætte byggeriet i de kommende årtier.
Det konstaterer Transportministeriet i en samlet analyse af Danmarks fremtidige trafikbehov på vej og jernbane.
Ministeriet har analyseret behovet for en tredje Lillebæltsbro, en forbindelse over Kattegat og en bro mellem Bogense på Fyn og Juelsminde øst for Vejle.
Men intet af dette bliver nødvendigt på denne side af 2030, lyder konklusionen.
- Der er hverken nu eller i de kommende år presserende kapacitetsproblemer på de eksisterende forbindelser imellem landsdelene i Danmark, konstateres det.
Analysen peger i stedet på, at der vil være et behov for at udvide motorvejen på Vestfyn, som vil opleve "stor til kritisk trængsel" i 2030.
- Der forventes først efter 2030 at opstå kritisk trængsel på den eksisterende Lillebæltsbro, konstaterer analysen, som samtidig vurderer, at en ny Lillebæltsbro med den forventede trafikvækst vil være en underskudsforretning i 2030.
Og behovet for en fast forbindelse over Kattegat ligger endnu længere ude i fremtiden.
- Analyserne viser, at der først kan forventes begyndende kapacitetsproblemer i den nuværende hovedkorridor mellem Sjælland og Jylland efter 2050.
Ministeriet er fortsat i gang med at regne på de økonomiske konsekvenser af en fast forbindelse over Kattegat, men analysen henviser til en rapport fra 2008, som i 2013-priser fastsætter regningen til 132 milliarder kroner.
- En tidligere screening fra Niras viser, at der med en brugerbetaling på 480 kroner for personbiler og 1770 kroner for lastbiler fortsat vil være et investeringsbehov på omkring 43 milliarder kroner.
Muligheden for en forbindelse mellem Bogense og Juelsminde får ikke megen opbakning i analysen, som konstaterer, at den har "et begrænset trafikalt og økonomisk grundlag og mange miljømæssige udfordringer".
/ritzau/