Tunge lastbiler kan fortsætte i Norden
EU Parlamentets transportudvalg indgik i dag et kompromis om grænseoverskridende transporter med tunge og lange vogntog. Det betyder med stor sandsynlighed, at den nuværende praksis kan fortsætte i Norden.
- Vi fik ikke nogen præcisering, som gør grundlaget for de grænseoverskridende transporter klarere, konstaterer ITDs chefkonsulent Jørn-Henrik Carstens.
- Omvendt undgik vi skridt i den forkerte retning, hvor grundlaget for den nuværende praksis i Norden kunne være blevet undermineret.
Han henviser til jernbanelobbyen og miljølobbyen, som sammen har arbejdet for en direktivtekst, der direkte skulle forbyde grænseoverskridende trafik med lastbiler, der overskrider EUs minimumskrav til vægte og dimensioner.
- Realismen ser ud til at have vundet det første slag. Erfaringerne i Norden siger, at tungere og længere lastbiler betyder mere fragtet gods pr. liter brændstof. Det havde været dybt godnat at tvinge de nordiske lande til at rulle udviklingen tilbage, siger Jørn-Henrik Carstens.