Byttepris fra lejlighed til hus er halveret
De sidste godt 20 år er bytteprisen fra lejlighed til hus blevet halveret, og forskellen falder fortsat.
I 1995 kostede det 81 procent ekstra at flytte fra lejlighed til hus. I dag er forskellen under 40 procent - og faldende. Det viser en analyse, som ejendomsmæglerfirmaet Home har lavet.
- Det er historisk set billigt at bytte lejligheden ud med hus nu, fordi lejlighederne igennem det seneste år er steget i pris, mens huspriserne ikke er fulgt med i samme takt, siger Mads Ellegaard, der er relationschef i Home.
Udviklingen er især gået stærkt, siden finanskrisen brød ud i 2008. Her skulle unge børnefamilier og andre med husdrømme op med 53 procent ekstra for at få byttet lejligheden ud med et hus.
I kroner viser de seneste tal fra slutningen af 2012, at man skal regne med at lægge 710.000 kroner oveni, når man sælger sin lejlighed og køber et hus.
Analysen fra Home er lavet på basis af data fra Danmarks Statistik for Region Hovedstaden, som er landets største marked for ejerlejligheder.
/ritzau/