23948sdkhjf

Færre søfolk er gidsler hos pirater

På et halvt år er antallet af gidsler hos somaliske pirater næsten halveret. Piraterne kaprer også færre skibe
På et halvt år er antallet af gidsler hos somaliske pirater næsten halveret. Piraterne kaprer også færre skibe

349 søfolk er over det seneste halve år sluppet ud af piraternes klør.

I januar var 750 søfolk gidsler hos somaliske pirater. I den seneste opgørelse fra EU Navfor - EU's indsats mod pirater - den 20. juni var 401 søfolk gidsler hos somaliske pirater. 18 skibe var fortsat kapret.

I opgørelsen indgår også de syv danske sejlergidsler fra sejlbåden ING og de seks sømandsgidsler - herunder to danskere - der blev kidnappet fra det danske fragtskib Leopard.

Siden opgørelsen er det ifølge EU Navfor ikke lykkedes pirater at kapre nye skibe, selv om der har været angreb. En strammere kurs over for piraterne fra flådestyrkerne i området og flere fragtskibe med bevæbnede vagter har virket.

Gidslerne sidder dog længere hos de somaliske pirater, og det koster mere at få dem fri end for blot to år siden.

Ifølge den seneste rapport om pirateriet og dets omkostninger fra den amerikanske tænketank One Earth Future fra juni blev søfolk i gennemsnit tilbageholdt i 106 dage i 2010.

- Men fire skibe, der blev frigivet i november 2010, var tilbageholdt i 150 dage, hedder det i rapporten.

De danske sømandsgidsler har nu siddet i 184 dage, mens de syv sejlere har været tilfangetaget i 141 dage.

Det er ifølge rapporten fra One Earth Future blevet dyrere at få frigivet gidsler over de senere år. Den gennemsnitlige løsesum var i 2009 på 3,4 millioner dollar - svarende til godt 17 millioner danske kroner.

I 2010 var den gennemsnitlige løsesum 5,4 millioner dollar - godt 28 millioner kroner. Men rekorden det år var 9,5 millioner dollar - omkring 50 millioner danske kroner - for frigivelsen af en stor sydkoreansk olietanker i november.

Syv millioner dollar - omkring 37 millioner kroner - blev der betalt for at få en græsk supertanker og besætning ud af piraternes kløer. Om bord var en dyrebar olielast, der skulle til USA.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062