100 mister job når Gedserfærge bliver tysk
Frygt for at mange arbejdspladser går tabt, efter at ny færge skal sejle under tysk flag.
Det er konsekvenserne af, at færgerederiet Scandlines har valgt at sætte den ene af to nye færger på Gedser-Rostock overfarten under tysk flag, mens den anden sejler under dansk flag.
Det oplyser den faglige organisation CO Søfart.
- Med den overraskende melding går spekulationerne nu på, hvorvidt det vil være logistisk og mandskabsmæssigt muligt at sejle med to skibe under hvert sit flag på den samme rute, siger formanden for CO Søfart, Ole Philipsen.
Han frygter, at det er et skridt mod, at først færgerne på Gedser-Rostock ruten og efterfølgende færgerne på Rødby-Puttgarden ruten vil blive sat under tysk flag.
- Med den udmelding fra Scandlines opfatter vi det sådan, at hele baggrunden for færge DIS-ordningen er på vej til at overleve sig selv, siger Ole Philipsen.
DIS står for Dansk Internationalt Skibsregister. Skibe under den ordning kan aflønne de ansatte med nettoløn - og dermed spare skatten til den danske stat.
- Vi håber ikke, det sidste ord er sagt om indregistreringen af de to færger, siger Ole Philipsen, der lægger op til en drøftelser med rederiet.
Han peger på, at Tyskland ikke har det samme dual-koncept som i Danmark, hvor maskinmestre og navigatører kan afløse hinanden.
Tyskerne har heller ikke fleksible skibsassistente, som kan arbejde såvel i maskine som på dæk, men stadig sejler med matroser og motormænd.
Beslutningen om at sætte færgen under tysk flag vil formentlig betyde tab af et stort antal danske arbejdspladser i det i forvejen hårdt ramte yderområde Lolland-Falster.
/ritzau/