23948sdkhjf

DM for lærlinge

Dygtige lærlinge, kæderedning og lastbil med støttehjul. Det kan man opleve ved DM 2010 for chauffør- og lagerlærlinge
Der bliver kamp til stregen, når landets dygtigste transportlærlinge skal dyste om en plads på sejrsskamlen på lørdag den 8. maj hos AMU Nordjylland.

Konkurrencerne starter kl. 10.00 og fortsætter hele dagen frem til kl. 15.30, hvorefter vinderne kan kåres og fejres med præmieoverrækkelse kl. 16.00.

DM-disciplinerne kræver viden, koncentration og et køligt overblik, og publikum imponeres hvert år over de dygtige lærlinge. Og der er mange lærlinge, der drømmer om at komme med til DM. En af dem er Casper Blaabjerg Nielsen.

- Jeg er lidt af et konkurrencemenneske, og jeg kan godt lide at udfordre mig selv. Det er derfor, jeg er med til DM. Og så er der jo også rigtig sjovt, fortæller Casper. Han går på Aarhus TECH og er i lære hos Frode Laursen.

Casper deltog også sidste år ved DM – men dette års mesterskab bliver det sidste, da han bliver udlært den 1. juli 2010.

Dagen igennem vil man kunne se Casper og de andre dygtige lærlinge give sig i kast med en lang række udfordringer; men der er også meget andet på programmet. Beredskabscenter Aalborg vil blandt andet udføre en kæderedning, og TSU Simulatorcenter vil stille en lastbilsimulator til rådighed for de, der har lyst til at prøve kræfter med en tur.

- DM for chauffør- og lagerlærlinge har et vigtigt formål – det er at vise omverdenen, at de danske transportlærlinge kan deres kram, siger sekretariatschef Hans Christiansen fra TUR, der arrangerer mesterskaberne.

- DM har også et andet formål, og det er at fejre de dygtige lærlinge med en spændende og begivenhedsrig dag.

Kæderedning

Beredskabscenter Aalborg står for en af dagens store events ved at udføre en kæderedning. Det er det sidste nye inden for akut redning.

Ved hjælp af kæder bliver en sammenkrøllet bil trukket ud i samme retning, som den er blevet deformeret. Nogle ganske få klip på de rette steder er nok til, at bilens forreste del efter mindre end 15 minutter kan trækkes væk, så de/den tilskadekomne i bilen forholdsvis ubesværet kan blive hjulpet ud.

Ideen er hentet i Norge, og Region Nordjylland er den første region i landet, der udfører denne redningsform.

Promillebriller

Har man ikke problemer med højder, er der mulighed for at få et blik ud over Aalborg fra en personløftekurv, der løftes 70 meter op i luften. Med AMU Nordjyllands placering giver det et flot udblik over hele byen og fjorden.

Derudover kan man få lov at prøve, hvordan det er at have en promille på 1,0 – vel at mærke i ædru tilstand. Til dette formål har Aalborg Kommune udlånt de populære promillebriller, som bliver brugt i undervisningen af blandt andet spiritusbilister.

Med disse briller på kan man mærke, hvad der sker med kroppen, når man har en promille på 1,0 i forhold til at koordinere bevægelser, gå lige og koncentrere sig om en opgave.

Publikum vil også kunne opleve en tankbil udstyret med støttehjul. Bilen er udlånt af det svenske Transportfackens Yrkes- och Arbetsmiljönämnd (TYA), som benytter den i undervisningen af tankbilchauffører.

Tankbilen er med for at demonstrere, hvor lav hastighed, der skal til i sving, før sidekraften får en lastbil med et højt tyngdepunkt til at vælte. Her tages støttehjulene i brug og sørger for, at dette ikke sker.

Det vil blive vist flere gange i løbet af dagen med chauffører fra olieselskabet UNO-X.

Alle velkomne

For de små er der også noget at komme efter. Der er arrangeret en konkurrence i kørsel med en radiostyret Volvo FH16 med sættevogn. Konkurrencen bliver delt op i flere alderskategorier, og der er en præmie til den, der i hver kategori gennemfører banen på kortest tid.

DM for chauffør- og lagerlærlinge løber af stablen lørdag den 8. maj 2010 hos AMU Nordjylland på Sofievej 61 i Aalborg. Arrangementet er gratis, og alle er meget velkomne. Der er start kl. 10.00 og forventet afslutning kl. 16.00.

De cirka 60 deltagere skal hver gennemføre fem discipliner:

Discipliner inden for lagerområdet

Teoriprøve

Stuvningsøvelse

Varesalg

Præcisionskørsel og stabling med truck

Manøvrering og læsning af langgods med truck

Discipliner for chauffør- området

Teoriprøve

Præcisionskørsel med forvogn og forvogn/hænger

Præcisionskørsel med trækker og sættevogn

Lastfordeling og surring på trailer

Krankørsel
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062