Elbilen - en del af fremtiden
Elbilen kunne dække 80 procent af danskernes kørselsbehov.
Redegørelsen tager udgangspunkt i brugernes behov og forventninger, de teknologiske udfordringer og de miljømæssige konsekvenser af elektriske køretøjer.
Elbilen vil være en del af fremtidens bilpark i Danmark, derom hersker der ikke tvivl. El- og plug-in hybridbilen byder på en række fordele i forhold til konventionelle biler, men der er også udfordringer, der skal imødekommes, hvis elkøretøjerne skal opnå stor markedsandel.
Hverken elbiler eller plug-in hybridbiler masseproduceres i dag, men det forventes, at de større og kendte bilproducenter vil lancere de første modeller i 2011/2012, og at der efter 2015 vil være en massiv markedsintroduktion.
Et godt alternativ
En analyse af danskernes kørselsmønstre viser, at selv med en rækkevidde på 100 kilometer vil cirka 80 af den daglige kørsel kunne dækkes af en elbil.
Er der tale om biler med rækkevidde på 120 kilometer, er det op imod 90 procent af det daglige kørselsbehov, der kan dækkes af en elbil uden opladning i dagtimerne.
Derfor er elbilen et godt alternativ, når der er tale om pendler- og bykørsel, mens plug-in hybridbilen vil kunne finde anvendelse for bilister, der har et større transportbehov.
De største miljøfordele ved elbiler opnås ved brug af intelligent opladning om natten, hvor efterspørgslen efter strøm er mindre end i dagtimerne.
Oplades en elbil på strøm produceret på vindenergi, udleder bilen ingen CO2. Oplades bilen på dansk gennemsnitsstrøm, produceret på et miks af vind, kul og affald, vil elbilen stadig udlede mindre CO2 end konventionelle biler.
Elbilen og plug-in hybridbilen, når denne kører på strøm, er støjsvag og vil dermed være medvirkende til at skabe et bedre bymiljø.
Med venlig hilsen
Civilingeniør
Niels Frees
Center for Grøn Transport