Unifeeder ekspanderer i UK
Nordeuropas førende feeder- og short sea-operatør fortsætter efter en række aktivitetsudvidelser i 2009 nu sin ekspansion. Selskabet åbner tre nye services på Storbritannien og cementerer dermed sin førerposition på det nordeuropæiske marked.
Unifeeder påbegynder den nye service i midten af juni måned og er netop nu i gang med de sidste forberedelser. Virksomheden præsenterer blandt andet servicen nærmere på næste uges Multimodal 2010 transportmesse i Birmingham og på Transrussia i Moskva, også i uge 17.
- Vi har taget en strategisk beslutning om at udvide vores netværk, og ekspansionen mod vest er det seneste skridt for at opfylde denne målsætning, siger adm. direktør Jesper Kristensen, Unifeeder.
- Vi knytter i endnu højere grad et meget betydningsfuldt område til vores netværk, der i forvejen er Nordeuropas største. Med Storbritannien som integreret destination bliver netværket komplementeret.
Unifeeder har indgået et samarbejde med et større globalt containerrederi om feedering af en væsentlig godsmængde, så der er fra starten en betydelig portefølje, som sikrer fundamentet for den nye service.
- Vi arbejder både inden for feeder- og shortseatrafik med en årlig volumen på omkring 1,6 millioner TEU. Vores feederdivision har fast trafik af containere mellem Skandinavien, Baltikum og Rusland og de store kontinentale hubs som Hamburg, Rotterdam og Antwerpen.
- Vores voksende shortsea division tager sig af dør-til-dør transporter inden for Europa af alt, der kan fragtes i en container. Denne trafik kombinerer de forskellige transportformer til multimodale logistikløsninger.
Fem havne i service
Med den nye service på Storbritannien indsætter Unifeeder tre containerskibe i fast rutefart mellem Hamburg og Rotterdam og de engelske havne Felixstowe, Grangemouth, Immingham, Teesport og South Shields.
Servicen sikrer en betjening af havnene i fast rutefart med "fixed-day" schedules og flere ugentlige anløb af alle havne. Fra starten tilbyder Unifeeder en betydelig årlig kapacitet og understreger dermed, at udbygningen på Storbritannien er en stor og strategisk vigtig beslutning.
For det allerede eksisterende del af netværket betyder servicen flere nye muligheder for at kombinere bestående destinationer i Skandinavien og i landene omkring Østersøen med Storbritannien.
Konstant udvikling
Unifeeder har siden etableringen i 1977 været i en konstant udvikling og har i dag en meget vellykket forretningsstrategi.
- Vi har styrken til at foretage serviceudvidelser og opkøb i et marked, der er præget af betydeligt skærpede vilkår, fortæller Jesper Kristensen.
Unifeeder introducerede sidste år en certificeret kalkulator til beregning af CO2-udslip ved en transport og kan med inddragelse af både sø- og landbaseret trafik tilbyde trafikløsninger, hvor miljøbelastningen er mindst mulig.
Unifeeder
Unifeeder har kontorer i ni lande og omsatte i 2008 for 406 millioner euro (cirka 3 milliarder danske kroner). Virksomheden transporterede mere end 1,6 millioner TEU. Unifeeder Shortsea Service står for dør-til-dør leveringer i18 lande og transporterede i 2008 130,000 TEU.