Borgmester byder velkommen til messe
Borgmester byder velkommen til transportmesse under åben himmel i Middelfart Kommune, som også er kendt som den grønne vækstkommune.
I en tid, hvor den danske økonomi er under pres og man i mange brancher skal kigge langt efter succeserne, så er der ingen tvivl om, at VBG Group Sales har fat i noget rigtigt, som formår at samle hele transportbranchen. Det sætter vi i Byrådet pris på.
Innovativt initiativ
Vestfyn trækker er et godt eksempel på, at innovative erhvervsmiljøer opstår ikke af den bare ingenting. Vi skal turde stikke næsen frem og vise, at vi er noget særligt.
Den mest innovative del af erhvervslivet ser især på, om der er nogle arrangementer, som tiltrækker særlig opmærksomhed, og dermed kan udgøre en kulisse, hvor virksomheder kan præsentere dem selv bedst muligt.
Den 28. til 30. maj 2010 lægger "Vestfyn Trækker" kulisse til og viser, hvad transportbranchen har at byde på.
Mange gode grunde til at besøge messen og Middelfart Kommune
VBG Group Sales har som mange andre virksomheder valgt at placere sig i Middelfart Kommune, hvor vi i hjertet af Danmark tilbyder erhvervsgrunde med attraktiv beliggenhed, med hele tre - og snart fire - motorvejsafkørsler, til en konkurrencedygtig pris.
Går i dialog
I Middelfart Kommune går vi i dialog med nye og eksisterende virksomheder, så vi i fællesskab kan præge erhvervslivet i kommunen i den rigtige retning og skabe bæredygtig vækst. Der er et konstruktivt samspil mellem de rette aktører i såvel det offentlige som det private rum. Dialogen mellem kommunen og erhvervslivet er præget af hensynet til de private interesser i det offentlige, og i lige så høj grad de offentlige interesser i det private.
I modsætning til mange andre messer, så er 'Vestfyn trækker' en udendørsmesse med fokus på at skabe nogle hyggelige og uformelle rammer for mødet mellem mennesker.
Satser på grøn vækst
I Middelfart Kommune satser vi på grøn vækst. Det betyder, at vi vil tiltrække indbyggere og virksomheder, som vil bo og leve grønt et centralt sted i Danmark.
Middelfart Kommune er klima kommune og ønsker at fremme grøn erhvervsvækst gennem bæredygtige projekter og konkrete handlinger fx gennem CO2 besparende energi-renoveringer i egne bygninger og krav om nybyggeri i energiklasse 1. Det håber vi naturligvis, at erhvervslivet også vil lade sig inspirere af og drage fordel af.
Jeg håber, at de mange udstillere og besøgende vil nyde udsigten under deres besøg og få lyst til at komme igen. For udover vores centrale beliggenhed og gode infrastruktur, så byder hele Middelfart Kommune også på smuk natur med udsigt til hav, skov og det åbne landskab - her finder du og din virksomhed de bedste vækstbetingelser med den bedste udsigt.
På gensyn i Middelfart - den grønne vækstkommune.
Tak til arrangørerne og velkommen til Vestfyn trækker 2010!
Med venlig hilsen
Steen Dahlstrøm
Borgmester i Middelfart Kommune