Arbejdsgruppe får halvt år til analyse af transportkorridor
Et stort flertal giver grønt lys til en revurdering og indsnævring af areal-reservationerne til en ny motorvej "Ring 5" i Nordøstsjælland.
I folketingsdebatten torsdag den 3. juni vedtog man at nedsætte et hurtigtarbejdende udvalg med det formål at modernisere og præcisere fingerplanens arealreservation til transportkorridorer.
Rapporten skal afleveres i begyndelsen af 2011, og den forventes at opliste de unødvendige arealreservationer, der lægger bånd på lodsejernes aktiviteter og muligheder.
Pia Christmas-Møller får fornøjelsen at fremsætte vedtagelsesforslaget, som blandt andet regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF støtter.
Forespørgslen
Pia Christmas-Møllers forespørgsel lyder i sin helhed:
"Vil ministrene oplyse, hvilke konkrete fremtidsplaner der er for udnyttelsen af transportkorridorerne i det nordøstlige Sjælland, sådan som de fremstår i det seneste landsplandirektiv for området, og om regeringen ikke mener, at tiden er inde til at sikre en tidssvarende og fornuftsbaseret sammenhæng mellem arealreservationer og realistiske fremtidige anvendelsesformål?"
En 65 km lang Ring 5 med op mod 70.000 biler i døgnet vil stort set aflaste alle veje i hovedstadsområdet og flytte trafik mod vest, konkluderede afdelingschef Claus F. Baunkjær, da han offentliggjorde en strategisk analyse af Ring 5 på Transportministeriets idékonference den 12. april.
Ring 5 kunne begynde ved en af de tre nuværende motorvejsudfletninger mellem Hørsholm og Nivå og føres næsten stik syd fra Allerød til Køge Nord.