Industrigods giver overskud
Der er bogstavelig talt kommet mere gang i hjulene hos H.T Transport & Spedition i Billund.
Det netop offentliggjorte regnskab for 2014 viser et resultat efter skat på 1,1 millioner kroner og et resultat af primær drift på 1,8 millioner kroner.
- Nogle af vores kunder har øget volumen ved os, og det betyder, at vi kan øge omsætningen. Transportbranchen er jo en af de første steder, man kan mærke det, hvis der kommer mere gang i økonomien, fordi der bliver mere at køre med, og det er tendensen nu, siger direktør Jørgen Poulsen. til avisen.
Ifølge Jørgen Poulsen er de positive takter fra 2014 fortsat ind i første kvartal 2015, hvor bundlinjen er vokset med i nærheden af 5 procent. Det giver tro på nyt opsving og direktøren vurderer, at selskabet står over for at udvide med fire-frem biler og tilsvarende antal ansatte inden udgangen af i år.
H.T. Transport beskæftiger cirka 85 ansatte og råder over 60 lastbiler, der hovedsageligt kører med industrigods - 20 af bilerne kører med eksport, primært til Schweiz.