Tre glade vindere af Danish Transport Award
Spændingen om, hvem der skulle løbe med Danish Transport Award 2015, blev udløst, da ITD afholdt sin årsdag på Munkebjerg i Vejle.
Inden vinderne blev afsløret havde awardens jurymand, Ikast-Brandes borgmester Carsten Kissmeyer, understreget betydningen af effektiv transport og logistik.
I medarbejderkategorien var det Brian Boisen fra H.P. Therkelsen i Padborg, som løb med statuetten og en pris på 10.000 kr. Her lød juryens begrundelse bl.a.:
- Du kan holde hovedet koldt og finde løsningerne i flugten i en travlt hverdag. Det er én af de allerfineste egenskaber, man kan have i transporterhvervet. Samtidig er du kendt som en god kollega, som altid er klar med en hjælpende hånd.
Årets Mindre Vognmandsvirksomhed blev Michael Jepsen fra Vojens. Her hed det i begrundelsen fra juryen:
- Michael Jepsen er en typisk dansk vognmandsvirksomhed i konstant udvikling og fremdrift – men én af de allerbedste af slagsen. En stabil forretning med langvarige kundeforhold, hvor alle opgaver er til for at løses, fuldender billedet af en virksomhed, som kører forrest og viser vejen for hele branchen.
Rygaard Transport & Logistic løb med titlen som Årets Større Vognmandsvirksomhed. Carsten Kissmeyer leverede blandt andet følgende begrundelse:
- Det stærkeste ved Rygaard er den sikre drift og stærke forretningsmæssige holdbarhed, som har præget virksomheden i det seneste årti. I de svære år efter finanskrisen har Rygaard leveret gode resultater på trods at stigende konkurrence og pres på markedet. Det gør man kun ved at være et skridt foran i tanke og handling – og det er Rygaard.
Begge vinderne af virksomhedspriserne fik foruden æren en check hver på 25.000 kr.