Nyt liv til dansk godstransport
Vejtransportrådet er gået i gang med en udviklingsplan for transporterhvervet.
- Branchen er på vej frem efter kriseårene, men der er store udfordringer for at sikre den nye vækst, siger Magnus Heunicke.
- Vi skal have skubbet erhvervets muligheder i den rigtige retning, så virksomhederne i højere grad kan levere totalløsninger, køre grønt og tiltrække en ny generation af medarbejdere
- I de senere år er store dele af godstransporten rykket fra danske hænder til udenlandske virksomheder. Nu er der økonomisk vækst indenlands, og det er vigtigt, at branchen udnytter denne vækst, så også danske vognmandsvirksomheder kan bygge muskler op til en specialiseret fremtid, siger ministeren.
Seks områder
Udviklingsplanen vil fokusere på seks områder, der kan stimulere og fremtidssikre vejgodstransporten.
• Mere miljørigtig og effektiv udnyttelse af lastbilerne, blandt andet gennem videreudvikling af fremtidens instrumenter til ruteplanlægning som reducerer tomkørsel og finder den smarteste vej.
• Udvidet brug af integrerede IT-løsninger.
• Bedre udnyttelse af Danmarks ekspertise på logistikområdet.
• Transformation af vognmandsvirksomhederne fra udbydere af enkel godskørsel fra A til B til udbydere af totalløsninger, der servicerer kunden med lagerstyring og leverance helt ind på fabriksgulvet eller butikshylden.
• Fortsat kamp for lige konkurrence med udenlandske vognmandsvirksomheder, herunder effektiv og målrettet kontrol med f.eks. ulovlig cabotagekørsel.
• Tilgang af unge mennesker til faget som lastbilchauffør.