Atter overskud i Sand Gruppen
Alle tre selskaber under Sand Gruppen bidrager positivt til det millionoverskud, der netop er præsenteret.
De små fire mio. kr., der stod på bundlinjen, skyldes fremgang i alle gruppens tre selskaber, Sand Road Freight, Sand Distribution og Sand Spedition. Selskaberne, der står for henholdsvis udenlandske import og eksport, distribution i Danmark og speditionsopgaver i Danmark bidrog med 2,4 mio. kr., 170.000 kr. og 1,4 mio. kr.
- Det er gået, lige som vi havde forventet. Transporter i Danmark er stadig presset på priserne, men man kan mærke, at kunderne er ved at komme i gang igen, og optimismen er ved at være der. Vi kan også mærke, at den enkelte kunde får mere at køre med, siger direktør Ingvard Sand til Herning Folkeblad.
Sand Gruppen har pt. 45 fastansatte plus lige så mange fast tilknyttede chauffører.