Vejarbejde på Køge Bugt Motorvejen færdig før tid
Gode nyheder til de tusindvis af trafikanter på Køge Bugt Motorvejen. Vejarbejde mellem Greve S og Solrød S bliver afsluttet halvanden måned før tid.
De trafikale trængsler på strækningen mindskes dermed væsentligt hurtigere end oprindelig planlagt.
- Det har ligget os meget på sinde at gøre noget ved de trafikale udfordringer, vi oplever. Vi har kigget på mange forskellige muligheder for at blive hurtigere færdige, og nu har vi fundet en løsning, der skærer seks uger af vores arbejdstid, hvilket vi er meget glade for at kunne melde ud. Vores håb er, at når pendlerne vender tilbage fra sommerferie, er vi stort set færdige med arbejdet, siger trafikdirektør Niels Tørsløv fra Vejdirektoratet.
Når arbejdet endelig er slut, kan trafikanterne glæde sig til at få en ny og flot 8-sporet motorvej mellem Greve S og Solrød S.
Du kan følge Udbygning af Køge Bugt Motorvejen på Vejdirektoratets hjemmeside .