Blue Water opruster i Norge
Første juli bliver det norske transportfirma Partner Solution en del af Blue Water Shipping, som dermed opruster markant i Norge.
Med købet af Partner Solution når Blue Water Shipping op over 60 medarbejdere i Norge.
- Vi øger nu vores setup på det norske marked, hvor Blue Water i forvejen har kontorer i Oslo og Stavanger, og vores ambition er at fortsætte den gode udvikling, vi har været inde i de seneste år. Partner Solution er meget stærke på sø, luft og vejtransport, hvor Blue Water også har en stærk position. Derudover arbejder vi i dedikerede segmenter som olie-gas, projekttransport, krydstogt og port service, siger Poul Aarre, der er ansvarlig for Blue Waters aktiviteter i Norge, Sverige og Finland.
Lars Ophus, der er stifter at Partner Solution, får ansvaret for Blue Waters norske sø- og luftluftsaktiviteter samt kontorerne i Bergen og Stavanger.
På koncernniveau indgår opkøbet i Norge i målsætningerne om at styrke Blue Waters position i Norge, Danmark, Sverige og Finland gennem organisk vækst samt opkøb. Inden for de seneste år har firmaet lavet opkøb i Danmark, Finland og Sverige.