Advokat går ind i fartsager
Domstolene bør vurdere, om politiets nye fotovogne er gode nok, mener sjællandsk advokat
- Når 2551 bilister bliver taget for at køre for stærkt på Helsingør Motorvejen på blot en enkelt dag i sidste uge, så siger det mig som advokat, at enten skiltningen eller kalibreringen af politiets udstyr ikke har været god nok. Derfor synes jeg, at det vil være en god idé, at få sagerne prøvet af ved domstolen. Det er vigtigt, at der stilles krav til politiets målinger, så de ikke bliver ren kassetænkning, siger Poul Bach til Frederiksborg Amts Avis torsdag.
Han har fået tre henvendelser fra nordsjællændere, der er blevet blitzet af politiets fotovogn ved et vejarbejde på Lyngby Omfartsvej. Her må man normalt køre 90 kilometer i timen, men i forbindelse med vejarbejdet har hastighedsgrænsen været sænket til 70 og 50 km/t.
Bilisterne mener ikke, at skiltningen var i orden.
Men Poul Bach stiller altså spørgsmålstegn ved, om politiets udstyr i de nye fotovogne er godt nok indstillet.
Politiet: Udstyr er i orden
Til advokatens udmelding siger Per Lundbæk Nielsen, der er operativ leder af færdselsafdelingen i Nordsjællands Politi:
- Jeg har fuld respekt for, at folk kan være uenige med politiet. Derfor er det alles ret, at de kan få prøvet deres sager af ved domstolene. Fra vores side kan jeg kun gentage. Vejdirektoratets skiltninger både på Helsingør Motorvejen og på Lyngby Omfartsvej er i orden og tilstrækkelige efter vores opfattelse. Vi har godkendt skiltningen. Med hensyn til kalibrering af vores måleudstyr så kan jeg sige, at det er kalibreret. Det bliver det en gang om året, siger Per Lundbæk Nielsen til Frederiksborg Amts Avis.