23948sdkhjf

Pumper skal rense reservedele

Brugte reservedele får nyt liv med teknologi fra Grundfos og ET-Teknik
Thomas Schmidt fra Silkeborg fik i 1992 en idé, der skulle gå hen og blive revolutionerende for den europæiske bilindustri. I 50 år havde man forsøgt at finde en effektiv måde, hvorpå man kunne rense brugte reservedele til genbrug - løsningen dengang bød på skrappe kemikalier og stor risiko for såvel miljøet som arbejderne.

Fra Thomas Schmidt fik idéen, var der dog langt igen. Først i 1996 havde han løsningen, men ingen ville give ham taletid, så først i 2001, hvor han bakkede traileren ind til Bosch i Tyskland, kom den første ordre.

Året efter tjente han for første gang penge på opfindelsen, og i 2008 var Thomas Schmidts virksomhed, ET-Teknik i Silkeborg, selvfinansierende, og de 6 medarbejdere som er specialister på hver deres område omsætter nu for mere end 3 mio. om året pr. medarbejder. Alene reservedelssalget til de anlæg, der sidenhen er leveret, kan holde virksomheden kørende.

Det handler om vådblæsning

Når reservedelene kommer ind til renovering, skal olie, fedt og rust fjernes, før de kan få nyt liv. Thomas Schmidt fik en idé, da han så en 10 meter lang, såkaldt ejector på et tekstilfarveri:

- Den teknik måtte kunne bruges til at blande vand og sand, så rengøringen kunne foretages i en maskine i én proces, og uden at det var til fare for mennesker. Jeg skalerede principperne ned til 10 cm, og begyndte at eksperimentere med den rigtige kombination af tryk, hastighed og blandingsforhold mellem vand og det jeg kalder ’sand’, men som reelt er bittesmå kugler af metal eller keramik på mellem 2/10 og 1 mm afhængig af, hvad det er, der skal renses, lyder forklaringen.

En af hemmelighederne er indblæsningen af sand/vand-blandingen, der blæses ind i centrum af en propel, hvis vinger er nøje konstrueret til at slynge sand og vand videre ud i hele kammeret, hvor de brugte reservedele er placeret.

Pumper på overarbejde

- Det er helt afgørende, at pumperne kan holde til arbejdet med den heftige blanding af sand og vand, så jeg bruger kun Grundfos-pumper og som regel CME-pumperne, hvor standardmodellerne ofte passer til formålet. Men jo mere specielle mine opgaver bliver, jo mere gør jeg brug af specialløsninger, fortæller Thomas Schmidt , og fortsætter:

- Der kan være op til otte pumper i mine anlæg, fordi det som regel handler om at kombinere et antal forskellige rensningsprocesser for at opnå det perfekte resultat, og kun Grundfos-pumper får lov til at blive en del af løsningen.

Vand recirkuleres i halvandet år

Der er en god grund til, at hele den tyske bilindustri og andre brancher står i kø hos ET-Teknik. Det er nemlig en god forretning.

- I teorien er alternativet til både opløsningsmiddel og min løsning rensning med vand og trykluft, men det er ekstremt dyrt i energi samtidig med, at trykluften køler det varme vand af, så det ikke renser effektivt, lyder en af forklaringerne.

En anden er, at Thomas Schmidt fra starten har søgt en løsning, hvor de beskidte partikler i vandet udskilles, så vandet kan genbruges. Den helt store fortjeneste hentes dog i de arbejdsbesparende processer.

Fremtiden

- I Danmark kender vi ikke så meget til begrebet ’originale ombytningsdele’, der er direkte renovering af reservedele til de enkelte bilmærker. Tankegangen er dog yderst aktuel i store dele af resten Europa, USA og Canada, hvor jeg også har leveret mange anlæg, fortæller opfinderen, der i øvrigt også har installeret anlæg på kinesiske VW-fabrikker.

Fremtiden handler ikke kun om renoveringsindustrien, men også om vådblæsning i forbindelse med helt nye områder inden for såvel bilindustrien som den generelle industri samt offshore og vindmølleindustrien, og det bliver meget stort, forsikrer Thomas Schmidt.

Kilde: Grundfos

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188