Flere lastbiltransporter kører til Danmark
Antallet af vejgodstransporter ind over Danmarks grænser er steget 8,6 pct. fra første til andet kvartal 2015
Den samlede lastbiltrafik over grænsen i Sønderjylland og over Øresund og Femern Bælt til Danmark var i 2. kvartal 2015 det højeste, der er målt, siden ITD’s tællinger startede i 2003. De 5.711 biler i døgnet er knap 1.500 lastbiler mere over grænsen dagligt end i 1. kvartal 2010.
- Tallene understreger med al tydelighed, at der køres rigtig mange transporter for tiden. Dermed har vi en god indikation på, at der er gang i den internationale samhandel, og at maskinerne i den danske industri og de danske virksomheder for alvor er begyndt at dreje rundt, siger Jacob Chr. Nielsen, adm. direktør i ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport.
Han understreger, at hvis man blot ser udviklingen i forhold til årets tre første måneder, så er antallet af lastbiler ind i Danmark steget med 450 lastbiler i døgnet det seneste kvartal.
- Aktiviteten på vejene, som vi oplever netop nu, sender et klart signal om, at mængden af gods, der skal transporteres, er i vækst. Det harmonerer godt med, at forventningen til at godsmængderne vil vokse i det europæiske godsmarked, er stigende, siger Jacob Chr. Nielsen.
Grænsetællingerne viser også, at væksten i den internationale lastbiltrafik sker med lastbiler indregistreret i Østeuropa. Lastbiler indregistreret i Vesteuropa står for den største andel af trafikken over grænserne, nemlig cirka 2/3. Antallet af vesteuropæiske lastbiler, som passerer grænserne dagligt, har været stort set uændret siden starten af 2009.
Kilde: ITD