Konservative vil have loft for P-afgifter
De Konservatives Rasmus Jarlov er klar til lovgivning, der hindrer kraftige stigninger i parkeringsafgifterne.
- Grænsen er nået for, hvor høje p-afgifter kan være, siger de Konservatives transportordfører Rasmus Jarlov. Frem til den 22. august er han fortsat medlem af Københavns Borgerrepræsentation, men efter den dag flytter han arbejdsplads til Folketinget, hvortil han blev valgt ved det seneste valg.
Han ønsker P-afgifter på det nuværende niveau, hvor den dyreste timeafgift i København er 31 kroner. Morten Kabell foreslår at forhøje den med 7 kroner til 38 kroner.
Indtægtsloft virker ikke
Folketinget indførte allerede i 2010 et loft for P-afgifter. Det var ikke et loft over for bilejerne, men over for kommunenerne. Hvis P-afgiften oversteg loftet, skulle indtægterne afleveres til staten og ikke lægges i kommunekassen.
- Dette loft har ikke holdt P-afgifterne nede. Derfor overvejer vi at lave loftet om, siger Rasmus Jarlov.
Københavner-problem
- Det er et københavnerproblem. Det er kun Københavns Kommune, som har så ekstreme p-afgifter. Det har man ikke andre steder i landet.
- Københavns Kommune har ikke lov at lukke landets hovedstad for biler. Der skal være mulighed for at køre bil, slutter Rasmus Jarlov.