23948sdkhjf

Stjålet lastbil fundet i rekordfart via nettet

En efterlysning på Facebook resulterede i, at stjålet lastbil blev fundet på få timer - hjælperne får nu 5.000 kroner i dusør
I sidste uge blev en af AMU Nordjyllands lastbiler stjålet fra et værksted. Det fik AMU Nordjylland til at indrykke en efterlysning på både Facebook og deres egen hjemmeside. Det skriver Nordjyske.dk.

Her udlovede de desuden en dusør på 5.000 kroner, hvis man kunne hjælpe med at få køretøjet retur til uddannelsesinstitutionen - og det vidste sig hurtigt at være en succes.

Efterlysningen blev lagt ud på Facebook fredag omkring kl. 12, og efter blot fire timer var opslaget blevet delt over 400 gange og set af mere end 18.000 personer.

Derudover kom der to afgørende tips, som førte til, at den stjålne lastbil blev fundet på en parkeringsplads på Langagervej 2 i Aalborg Øst blot fire og en halv time efter, at efterlysningen blev offentliggjort.

- Det er jo vildt imponerede, at det gik så lynhurtigt. Jeg troede overhovedet ikke på, at vi ville finde den, og opslaget var et sidste desperat forsøg, siger Martin Lund Dam, som er uddannelses- og markedschef hos AMU Nordjylland.

Dusøren skal deles

Det første tip, der førte til fundet af lastbilen, kom fra en buschauffør, der var kørt forbi lastbilen på sin rute. Det andet kom fra en person, der fra sin arbejdsplads i nærheden af parkeringspladsen på Langagervej havde spottet lastbilen mellem træerne, hvor den holdt skjult.

Dusøren på 5.000 skattefri kroner skal derfor deles mellem de to.

- Det har været en stor succes og en kæmpe hjælp, at folk har delt det og er kommet med oplysninger. Det er en lastbil, vi har brug for, og hvis vi skulle til at købe en ny, havde det været en helt anden pris end de 5.000 kroner, siger Martin Lund Dam.

Troede den var hentet

Lastbilen, som nu er tilbage hos AMU Nordjylland, blev fundet i fin og uskadt stand.

AMU Nordjylland opdagede tirsdag i sidste uge, at lastbilen var blevet stjålet, da de kom for at hente den på værkstedet, hvor den var blevet indleveret til reparation allerede 27. juli.

- Den havde stået der længe på grund af sommerferie. På værkstedet troede de, at lastbilen var blevet hentet. Men efterfølgende har man konkluderet, at nøglen til lastbilen blev snuppet ved et indbrud hos værkstedet fredag 31. juli, forklarer Morten Lund Dam, som understreger, at AMU Nordjylland i øvrigt har meget fokus på tyverisikring via alarmsystemer og videoovervågning på hele skolearealet på Sofievej i Aalborg.

Det er endnu uvist, hvem der stod bag tyveriet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094