Rekordsommer på danske øer
Færgetrafikken til en række af de danske øer har aldrig været større end denne sommer
På ruterne mellem Ystad og Bornholm, Kalundborg og Samsø samt Langeland og Lolland er der aldrig tidligere blevet transporteret flere passagerer og personbiler end i juli 2015. Samtidig viser trafiktallene dagsrekorder for antallet af passagerer til henholdsvis Bornholm, Samsø, Lolland og Als - altså enkeltstående dage, hvor færgetrafikken aldrig har været større.
Færgens salgs- og marketingchef Lindy Kjøller ser flere forklaringer på danskernes øgede lyst til at holde ø-ferie i eget land.
- For det første har vi haft gode somre i både 2013 og 2014, og ad den vej har mange fået smag for dansk ø-ferie. Derudover har øerne været gode til at være udvikle sig og tilbyde for eksempel unikke madoplevelser, sportsaktiviteter, musik og kultur oven i den ro og idyl, der tidligere var det primære salgsargument for at besøge øerne. Endeligt er øernes turistorganisationer blevet enormt dygtige til at formidle budskaberne om de mange muligheder på øerne, siger han.
Totalt har Færgens i alt syv ruter til seks øer fragtet 170.595 personbiler i juli 2015, hvilket er en stigning på 4,5 procent i forhold til den tilsvarende periode i 2014. Antallet af fragtede personbiler år til dato lyder på 620.076, hvilket er en stigning på 4,1 procent i forhold til samme periode i 2014.