Transportminister mødte nordiske vognmænd
Transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt (V) mødtes med topcheferne for de nordiske vognmandsorganisationer
- Ministeren fik en briefing om de forskellige organisationer bag ved NLA og baggrunden for stiftelsen af alliancen tilbage i 2012. 18.000 vognmænd har vægt og en fælles og tydelig stemme, som gør, at budskabet bliver bedre hørt, når branchens forhold skal bringes op for EU. Vi bidrager til en mere kvalificeret dialog med myndighederne, fortæller formand for NLA og adm. direktør i DTL Erik Østergaard.
NLA slog fast over for ministeren, at EU må reagere mod social dumping, ulovlige ansættelser, underbetalte medarbejdere og dårligt arbejdsmiljø. Desuden skal reglerne for cabotage opdateres og suppleres for at sikre fair og lige forhold for alle vognmænd i EU.
Udbredelsen af modulvogntog og problemerne med at indføre vejafgifter som løsningen på alle problemer var på bordet, da begge emner forudses at blive væsentlige elementer i en kommende vejtransportpakke.
- Vi må have EU til at forstå, at større kapacitet både gavner miljø og effektivitet i det indre marked – og er at foretrække frem for afgifter, der blot er en hindring for mobilitet, udtaler Erik Østergaard.
NLA er en sammenslutning af vognmandsorganisationerne i Danmark (DTL-Danske Vognmænd), Norge (NLF) og Sverige (SÅ). Den finske vognmandsorganisation SKAL er tilknyttet som associeret medlem.