ITD: Optimismen er vendt tilbage
Både små vognmænd og store transportører har gang i forretningerne, siger ITD-direktør
- Jeg kommer lige fra et møde med nogle af vores nordjyske medlemmer. De er meget positive og oplever en stigende aktivitet. Det er helt andre toner, end vi hørte for få år siden. I dag er der fremgang både hos store og små vognmænd – og næsten uanset, hvad de kører med. Udmeldingen fra dem er nærmest enslydende: Der er gang i forretningerne.
Selvfølgelig vil der altid være nogle vognmænd, som har udfordringer; men det ødelægger ikke det samlede billede af, at der en optimisme og travlhed, som vi ikke har set længe. Og denne optimismen smitter også af på investeringslysten og lysten til at udvide kapaciteten.
Grænsetællinger
- Vi ser også udviklingen i vores grænsetællinger, fortsætter Jacob Chr. Nielsen.
- Hvert kvartal tæller vi antallet af lastbiler, der kører ind i Danmark. De seneste tællinger viser store fremgang. Det viser noget om aktivitetsniveauet i samfundet. Væksten på den grænseoverskridende bliver primært taget af østeuropæiske transportfirmaer; men når der er en stor aktivitet ind over landegrænserne, medfører det også en øget aktivitet her i landet. På den måde er det også en indikation på, at det går i den rigtige retning herhjemme.
Arbejdskraft
Det, vores medlemmer faktisk drøfter mest, er udfordringerne med at få arbejdskraft, fortsætter Jacob Chr. Nielsen. Der er noget, som vi er meget opmærksomme på.
- Når der kommer mere gang i hjulene, bliver manglen på arbejdskraft mere udtalt. Derfor arbejder vi sammen med 3F og ATL om at tiltrække flere folk til branchen. Det er noget, som hele branchen skal arbejde sammen om.
- Man kan sætte ind på mange område. På den ene side skal vi tiltrække flere mennesker, på den anden side skal vi udnytte kapaciteten bedre.
- Vi kan få mere gods på lastbilerne, vi kan udvide modulvogntogsnettet, vi kan øge vægtgrænserne og forbedre samspillet med de andre transportformer. Det er alt sammen noget, vi som brancheorganisation er optaget af.
Men først og fremmest er jeg glad for, at vognmændene oplever, at det går den rigtige vej. Det er meget få, som ikke deler den opfattelse. Så det er nok en tendens, slutter Jacob Chr. Nielsen.