Fald i rater på Mærsk-ruter
Raterne på at flytte containere rundt i verden faldt mærkbart i denne uge
Det skriver ritzau ifølge business.dk.
Faldet i det overordnede indeks kan i høj grad tilskrives rateudviklingen mellem Asien og Europa, hvor fragtraterne i ugens løb, ifølge oplysninger fra Sydbank, faldt ikke mindre end 171 dollar - 26,7 pct. - til 469 dollar per. 20-fodscontainer.
I 2014 var der i gennemsnit en spotrate på Asien-Europa-ruten på 1172 dollar ifølge SCFI-indekset.
SCFI sammensættes af raterne på 15 forskellige ruter fra Shanghai til resten af verden. Ruten mellem Asien og Nordeuropa, som ses som den vigtigste for de store containerrederier, vægter 20 pct., mens ruten til Middelhavet vægter 10 pct. Ruterne til de amerikanske kyster vægter henholdsvis 20 pct. for vestkysten og 8 pct. for østkysten.
Indekset ses som et pejlemærke for rateniveauet på de globale fragtruter - man skal dog tage højde for, at de fleste rederier har afdækket en vis del af deres kapacitet med længerevarende kontrakter hos kunderne.