Fra speditørelev til salgschef
Allan Thomsen, salgschef hos ITD, fylder rundt og kan se tilbage på en hel karriere i transportbranchen.
Ud over at have tjent ved den Kongelige Livgarde i ni måneder har Allan Thomsen tilbragt hele sit professionelle liv i transportbranchen.
Han startede 1986 som speditørelev hos Chr. A. Petersen Transport i Padborg og havde gennem halvfemserne forskellige speditør- og disponentstillinger i det sønderjyske.
I 2001 blev disponentjobbet hos DFDS i Padborg byttet ud med en stilling som assistent i FDE’s forsikringsafdeling, hvor han efter et par år blev konsulent og sidenhen salgskonsulent.
Roligt gemyt
Det rolige gemyt har altid været et kendetegn for Allan Thomsen og kombineret med faglig dygtighed med til at bane vejen for den første lederstilling i 2007 som afdelingsleder for Servicecenter Syd hos FDE. Hurtigt derefter blev det til ansvar for hele Jylland og Fyn, inden han i 2010 avancerede til produktudviklingschef.
I 2012 blev Allan Thomsen udnævnt til salgschef i ITD, FDE’s moderselskab, og i 2014 blev ansvaret for marketing koblet på.
Jobbet i dag omfatter således ansvar for både distriktskonsulenter, teleafdeling, webshop og en enkelt marketingkoordinator.
Det er også Allan Thomsens erfaring fra transportbranchen, store engagement og ikke mindst kontaktnetværk, der sikrer, at ITD’s forsikringsdel er en god blomstrende forretning. Han snakker løbende med mange vognmænd rundt omkring i landet, og det er med til at skærpe forsikringsprofilen, så den altid rammer plet i branchen.
Allan Thomsens runde dag fejres hos ITD Allan Thomsen ved et arrangement på fredag den 4. september i FDE Center Padborg.