Nye skibe invaderer verdenshavene
Forventningen hos de store skibsværftsnationer er, at der i løbet af de næste par årtier vil ske en fordobling af antallet af nye skibe
I de kommende 20 år vil den gennemsnitlige årlige produktion af nye skibe være næsten dobbelt så stor som i de foregående 35 år, spår Kina, Sydkorea, Japan og Europa, der er de fire førende skibsbyggerregioner i verden.
Det skriver finans.dk.
Både Japan og Europa har prognoser, der spår om den nævnte fremgang, og selvom Kina og Sydkorea ikke har fremlagt nogen tal, har de tilsluttet sig japanske og europæiske skøn.
Det skaber begejstring i den danske maritime industri, hvor man er en stor udstyrsproducent og -leverandør til de asiatiske værfter.
- Konklusionen viser tydeligt, at der er global vækst i den maritime industri. Måske er der lidt usikkerhed behæftet, når man kommer helt frem til 2035, men der er ingen tvivl om, at der er vækst forude. Transportbehovet vil stige, siger Jenny N. Braat, adm. direktør i brancheforeningen Danske Maritime.
Hun mener, at det nu gælder om, at de danske virksomheder griber den vækst og ikke venter til, at løbet er kørt. Det gælder også for det politiske og diplomatiske system.
- Regeringen og det offentlige Danmark kan hjælpe til. Dels med nogle nationale rammebetingelser, der sikrer lige konkurrencevilkår, og dels med at sikre markedsadgang, hvor der f.eks. i Kina kan være svær adgang, i Brasilien er det stort set umuligt at komme ind, mens Canada, som også er et relevant land, kræver 100 pct. tilstedeværelse, hvis man vil ind, siger hun.
Hos shippingorganisationen Bimco mener chefanalytiker Peter Sand dog, at en 20 års fremskrivning er noget usikker.
- En såkaldt fordobling over de næste 20 år svarer til, at den nuværende skibsbygningsproduktion på verdensplan fastholdes med en lille pil op, så det er inden for rammerne. Men at sammenligne perioden fra 1980 og til nu og så 20 år frem giver et skævt billede. Vi sidder også og kigger på det, og i de nuværende ordrebøger kan man se ordrer tre-fire år frem. Alt efter det er ren fremskrivning efter bedste evne, lyder det.