Vækst afhængig af motorvej
Nødråb fra Kalundborg Havn: Lad os nu få vækst i Nordvestsjælland. Gør motorvejen færdig.
En ny vækstundersøgelse udarbejdet af Grontmij viser, at hvis de sidste 27 km motorvej til Kalundborg anlægges, vil der komme ekstra tryk på erhvervsudviklingen i kommunerne Kalundborg, Odsherred og Holbæk. Der er udsigt til 1.000 nye arbejdspladser og 1,4 milliarder kroner i årlig vækst.
"Trykket" på vækstknappen vil koste regeringen en engangsudgift på 1,4 milliarder kroner i anlægsudgift (2012-niveau). Alt andet er klar til start, inklusiv godkendt VVM mm.
Alvorlige konsekvenser
Desværre får det store konsekvenser, hvis vejen ikke anlægges meget snart. Novo Nordisk har meldt ud, at en utilstrækkelig infrastruktur er en markante vækstbegrænsning, fordi det giver potentiel mangel på kvalificeret arbejdskraft til deres produktionsanlæg i Kalundborg.
De virksomheder, der har lokaliseret sig på Kalundborg Havn og investeret betydelige milliardbeløb i fabrikker og anlæg på havneområderne, har præcis den samme opfattelse af situationen som Novo Nordisk. Der fremgår også af de virksomhedsinterviews, som Grontmij-rapporten også indeholder.
Vigtig for væksten
For Kalundborg Havn er udbygningen af motorvejen af allerstørste betydning for en fortsat udvikling og vækst.
Kalundborg Container Terminal vil for eksempel kunne levere gods og containere til store dele af hovedstadsområdet lige så hurtigt som Københavns havn. Hermed kan vi fordele trafikbelastningen af vejene og den tunge bytrafik i København.
Den maksimale transporttid fra Kalundborg til Københavns lufthavn bliver én time i bil.
Motorvejen er af afgørende betydning for vores fortsatte arbejde om at blive krydstogtshavn og en vigtig faktor, når det drejer sig om at tiltrække internationale virksomheder til Kalundborg Havn.
Jeg kan pege på en række andre forretningssegmenter på Kalundborg Havn, der vil få gavn og betydelig vækst som følge af udbygningen af motorvejen.
Havn med enestående vanddybde
Kalundborg Havn har en af Danmarks bedste søværts infrastrukturer med en 15 meter dyb sejlrende fra havnene og ud til dybvandsruten i Storebælt. Kalundborg er regionalhavn for hele Sjælland på grund af den enestående vanddybde. Desværre står landinfrastrukturen slet ikke mål med dette.
Kære regering. Få besluttet den anlægslov nu og lad os sammen skabe vækst til glæde for Sjælland og dermed for hele Danmark.
Grontmij's vækstrapport
Se rapporten på: http://www.portofkalundborg.dk/nyt-pres-paa-kravet-om-motorvej-paa-3-etape-af-rute-23
Se rapporten på: http://www.portofkalundborg.dk/nyt-pres-paa-kravet-om-motorvej-paa-3-etape-af-rute-23
Med venlig hilsen
Jakob Beck Jensen
Kommunalbestyrelsesmedlem og formand for Kalundborg Havn
www.kalundborg.dk
Artiklen er en del af temaet Debat.