Jysk Svinetransport i fremgang
Det er blandt andet et trængt eksportmarked, der kommer virksomheden til gode
EBIT for 14/15 er på 5,56 mio., sammenlignet med 5,27 mio. i 13/14, hvilket er en fremgang på 5,6%. Årets resultat ligger på godt 4,27 mio. sammenlignet med 4,1 mio sidste år - en stigning på 4%.
- Vi er meget godt tilfredse med resultatet, med tanke på den konkurrence, der er i markedet, og de udfordringer, der er, siger direktør i Jysk Svinetransport, Ole Jensen.
Det hårdt trængte eksportmarked har været med til at løfte resultatet for Jysk Svinetransport, der kører slagtesvin indenfor landets grænser, forklarer han. Men det er også et lunefuldt marked:
- Det er svært at spå om fremtiden, især landbrugets nuværende situation taget i betragtning. Fordi vi kører til danske slagterier med transport af søer og slagtesvin, så får vi mindre at lave, hvis det går godt med eksporten. Så man kan sige, at vores succes ligger, når det går mindre godt for eksporten, siger han, og tilføjer:
- Sådan er det i en global verden. Vi prøver at være så skarpe på konkurrencen som overhovedet muligt.
Andre faktorer, der nemt kan spille ind på virksomhedens overskud, er for eksempel prisen på diesel. Derfor holder man nøje øje med oliepriserne, for det er selvsagt nemmest at drive en vejtransportvirksomhed, når man har en lav oliepris.
Alt i alt er det en tilfreds direktør, der alligevel godt tør tage et lille kig fremad:
- Tallene taler for sig selv. Vi skal blive ved med at fokusere på det, vi er gode til. Og så bare derudaf.