23948sdkhjf

Nordens transportkonge værdsætter familietid

Den danske virksomhedsleder og bestyrelsesformand for transportkoncernen DSV, Kurt Kokhauge Larsen, fylder nu 70 år
Han står bag Nordens førende transport- og logistikselskab DSV, og var i mange år direktør for hele den globale koncern. I dag har transportkongen trukket sig fra arbejdsmarkedet, men han kan med stolthed se tilbage på en ægte succeshistorie - på det danske aktiemarked såvel som i erhvervslivet.

Torsdag den 17. september fylder Kurt Kokhauge Larsen, der mere populært går under navnet Kurt K. Larsen, 70 år.

Han er kendt som en jordnær købmand, der taler ligeud af posen og svarer ærligt på alle spørgsmål. Han har arbejdet hårdt i sin tid på arbejdsmarkedet for at nå titlen som koncerndirektør - men alligevel var han god til at tage sig tid til at spille golf eller tennis.

- Jeg hører folk sige, at de arbejder 12 timer om dagen. Det forstår jeg ikke, de kan. Det kan ikke være særlig effektivt, sagde han i 2012 til Berlingske Business.

I en årrække boede Larsen i Roskilde sammen med sin kone Vibeke, der er uddannet sygeplejerske og cand.mag. i historie og kommunikation. Men for nogle år siden flyttede parret til Hellerup for at komme tættere på børnene - tvillingerne Mette, der er cand.ling.merc. og driver et kunstgalleri, og Pernille, der er journalist.

Og familien fylder meget for Larsen, der aldrig har set sig selv som en del af netværket for erhvervslivets ledere. I stedet bruger han tiden med sin familie, kolleger og gamle venner.

- Det er ikke et fravalg, for jeg kender mange af dem, men jeg er ikke en del af det, sagde Larsen til Berlingske i 2006.

Selvom Larsen føler en vis loyalitet over for DSV, hvor han har arbejdet siden 1976, har han dog flere direktørtitler og sæder i flere bestyrelser i bagagen. Blandt andet har han fungeret som administrerende direktør i DFDS Transport og har tidligere siddet i bestyrelsen for Saxo Bank og Tollpost Globe. I dag er han fortsat bestyrelsesformand i DFDS og DSV, selvom han trak sig tilbage fra direktørposten i 2008.

/ritzau/
Læs mere om: DSV
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081