Regeringen dropper analyse af letbaner i hovedstaden
Transportministeren sætter analysen af et sammenhængende net af letbaner og BRT-busser til Storkøbenhavn på standby - der er ikke råd, lyder forklaringen
Det viser et brev fra transportminister Hans Christian Schmidt (V) til Region Hovedstaden ifølge ing.dk.
Den tidligere SR-regering afsatte sidste år 17,5 millioner kroner i finansloven for 2015 til at udarbejde et beslutningsgrundlag for et sammenhængende letbanenet i Storkøbenhavn, som skulle indeholde en række mulige linjeføringer af letbaner eller højklassede BRT-buslinjer (Bus Rapid Transit). Region Hovedstaden besluttede dengang at bidrage med 10 millioner kroner.
Beslutningsgrundlaget skulle bane vejen for et sammenhængende transportnet, der kunne binde hovedstadens kollektive trafikformer og trafikale trafikpunkter sammen og tiltrække flere passagerer til den kollektive trafik.
Men det er ikke økonomisk forsvarligt at gennemføre analysen, skriver Hans Christian Schmidt nu til Region Hovedstaden. Han henviser til, at råderummet for infrastrukturinvesteringer i de kommende år ifølge regeringsgrundlaget er begrænset, hvilket finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) også bekendtgjorde ved præsentationen af regeringens kasseeftersyn i august.
- Set fra min stol befinder vi os ikke i en situation, hvor det er hverken ansvarligt eller hensigtsmæssigt at gennemføre analysearbejder for mere end 27,5 millioner skatteyderkroner, når der, jf. regeringsgrundlaget og den gennemgang, den nye regering har foretaget af statens finanser, er begrænset udsigt til at kunne finansiere de projekter, der måtte komme ud af analyserne i den anden ende, skriver Hans Christian Schmidt i brevet.
Regeringens beslutning betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at arbejdet med analysen fuldstændig skal opgives, skriver transportministeren. I første omgang vil ministeren dog nøjes med en screening af de eksisterende undersøgelser af området.
Der er nemlig i forvejen gennemført en række analyser af mulighederne for et letbanenet kombineret med BRT-linjer i Storkøbenhavn, blandt andet i regi af Trængselskommissionens arbejde og strategiske analyser fra Region Hovedstaden og DTU.