Antallet af dræbte i trafikken er faldet
De foreløbige ulykkestal for 2015 viser, at vi rammer rekordåret 2012, hvor der var det laveste antal af dræbte i statistikkens historie på 167 dræbte
Også antallet af tilskadekomne i 2015 var forholdsvist lavt, fremgår det af de foreløbige ulykkestal. I 2015 var der 3179 tilskadekomne mod 3195 i 2014.
- Det er positivt, at vi har oplevet endnu et år med lave ulykkestal – endda lavere end vi forventede i december. Det viser, at vores arbejde med trafiksikkerhed virker, ligesom bilers øgede sikkerhedsniveau utvivlsomt også har betydning, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.
- Igennem 2015 har vi i gennemsnit ligget på omkring 15 dræbte pr. måned. I april og juli har vi endda været under 10. Fortsætter den positive udvikling, er der absolut et håb om, at vi kan nå Færdselssikkerhedskommissionens mål på højst 120 dræbte i trafikken i 2020, vurderer Marianne Foldberg Steffensen, som er afdelingsleder for Vejdirektoratets trafiksikkerhedsafdeling.
- Vi har i Vejdirektoratet gjort meget for at forbedre sikkerheden for bilisterne, blandt andet ved at ombygge kryds, etablere hastighedsdæmpende foranstaltninger og i det hele taget gøre forholdene mere trygge og sikre på blandt andet hovedlandevejene. Det arbejde fortsætter vi naturligvis med, siger hun.