Råd: Lav køre- og hviletidsregler som i Tyskland
Danmark har været for flittig til at leve op til ny EU-lovgivning, så det ender med, at dansk lovgivning bliver strammere end de øvrige EU-landes.
Den anbefaling er en del af de 21, som er sendt til regeringen fra rådet, som rådgiver regeringen om, hvordan EU-lovgivning skrives ind i dansk lov, så danske virksomheder ikke pålægges unødvendige byrder.
Det skriver rådet i en pressemeddelelse.
- Vi har fundet eksempler, hvor regler er gjort unødigt besværlige, og hvor man ved at hente inspiration fra andre lande kan finde nemmere måder at udforme reglerne på.
- Vi fortsætter indsatsen i Implementeringsrådet og forventer at sende flere anbefalinger til regeringen i maj, siger formand for Implementeringsrådet Paul Mollerup.
Sammen med de øvrige 14 medlemmer, der primært repræsenterer erhvervsorganisationer, skal Paul Mollerup rådgive regeringen.
De første anbefalinger fra Implementeringsrådet vedrører også sikring af den særlige danske realkreditmodel i forbindelse med anbefalinger undervejs fra banktilsynet Baselkomitéen.
14 af Implementeringsrådets anbefalinger peger på områder, hvor regeringen opfordres til at gøre en særlig indsats for så tidligt som muligt at sikre, at særlige danske hensyn ikke bliver glemt, når nye regler udformes i EU.
De resterende syv anbefalinger skal gøre reglerne mere smidige i Danmark.
Implementeringsrådet blev nedsat af regeringen i december 2015 og mødes fire gange årligt.
/ritzau/