Oliebranchen vil gratister til livs
Snyd med spildolie-afgifter får nu branchen til at reagere.
- I en lang periode har vi måtte se igennem fingre med, at en del af spildolien i Danmark stammer fra distributører af smøremidler, der ikke deltager i finansieringen af indsamlingsordningen, siger Ib Morthorst, der er formand for Mineralolie Branchen og direktør i Miljøpuljen.
- Da flere af de samme virksomheder samtidig opkræver et spildoliegebyr ved salg af den friske olie, mener vi, at grænsen må være nået! Derfor har vi lanceret et Miljøcertifikat, så kunder og forbrugere har mulighed for at kontrollere, at det oliemærke der bliver påfyldt deres biler eller maskiner, ender som spildolie i en godkendt indsamlingsordning.
Frivillig ordning frem for lov
Miljøpuljen for Spildolie har eksisteret siden år 2000, hvor Miljøstyrelsen opfordrede oliebranchen til på frivillig basis at sørge for indsamling og behandling af spildolie overalt i Danmark. Alternativet havde været en spildolieafgift, som branchen mente ville være en dyrere løsning for kunderne.
Miljøpuljen et er non-profit selskab, der ejes af Mineralolie Branchen og har løst opgaven til Miljøstyrelsens tilfredshed igennem alle årene. For tiden er der 18 distributører af smøremidler tilknyttet ordningen.
Siden 2008 er 100 procent af den indsamlede spildolie blevet genraffineret til ny baseolie, der indgår som råvare i nye smøremidler.
I Affaldsdirektivet er der senere stillet krav om at spildolie i Danmark skal genanvendes, hvilket branchen dermed allerede opfyldte.