23948sdkhjf

Danmark vil bruge 13 mia. på Femern før tysk godkendelse

Femern er et groft eksempel på, hvordan politikerne forsøger at presse et projekt igennem, mener professor
Femern-forbindelsen er med sine 62 mia. kr. ikke alene et historisk dyrt byggeri. Den er også et ‘i dansk sammenhæng særligt groft eksempel’ på at presse et projekt igennem – det mener den danske Oxford-professor og ekspert i store offentlige projekter Bent Flyvbjerg ifølge Ingeniøren.

Da et bredt politisk flertal i sidste uge besluttede at give Femern A/S lov til at indgå kontrakt med entreprenørerne om at bygge selve tunnelen, gav de samtidig grønt lys for en udbygning af jernbanen fra Ringsted til Nykøbing Falster til 7,5 mia. kr. – penge, som skal betales af indtægter fra den kommende Femern-forbindelse.

Med den beslutning er der brugt i alt 13,2 mia. kr. – eller en femtedel af budgettet – allerede inden Tyskland har godkendt de 18 km betonrør på bunden af Femern Bælt. Det viser en oversigt, som Ingeniøren har udarbejdet med hjælp fra kilder tæt på projektet.

Dermed har de danske politikere gjort projektet too big to fail, uanset hvad de tyske myndigheder lander på, konkluderer Bent Flyvbjerg.

- Danmark vil bare have den forbindelse. Den aktuelle adfærd er endnu et eksempel, skriver professoren i en e-mail til Ingeniøren.

- Det er en smart måde at gøre det på, hvis man ønsker at presse projektet på den anden side af point of no return. Men det er ikke smart ud fra betragtninger om effektiv og demokratisk ressourcebrug, tilføjer han.

Helt på linje er adjunkt Morten Skou Nicolaisen fra Aalborg Universitets Institut for Planlægning:

- Der er bundet så mange penge og politiske løfter, at der skal komme en katastrofesag, før man dropper Femern-tunnelen fra dansk side, siger han og tilføjer, at jernbanen til Nykøbing F. næppe blev opgraderet nu, hvis ikke det handlede om at styrke Femern-projektet.

- Der er mange andre steder i Danmark, hvor en indsats for skinnebåren trafik havde været mere aktuel, vurderer han.

Jernbanestrækningen til Nykøbing F. bliver opgraderet til to spor, hvor eltog kan køre 200 km/h. Det vil i runde tal skære en halv time af den halvanden time, det i dag tager at køre fra Nykøbing F. til København.

SF’s transportordfører Karsten Hønge kalder det ‘forunderligt’, at Femern-projektet er kommet så langt og har brugt så mange penge uden en tysk godkendelse.

- Men lige præcis jernbaneinvesteringen til 7,5 mia. kr. synes jeg er en god idé. Hvis der er et område, som trænger til et løft, er det Lolland-Falster, siger han.

Alle i Danmark forventer, at den tyske godkendelse nok skal komme. Spørgsmålet er hvornår, fordi tyske miljøorganisationer vil fremtvinge langvarige retssager om projektet. En konsulentrapport anslår det for mest sandsynligt, at byggetilladelsen kommer i 2019. I givet fald er tunnelen færdigbygget i 2028.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084