Motorveje giver ingen vækst til udkanten
Ny rapport bakker forskere op - motorveje trækker ikke flere borgere til udkantsområderne
En rapport fra tænketanken Kraka slår fast, at motorveje ikke hjælper på befolkningstallet i landområderne, og nævner Lolland, Esbjerg og Svendborg som eksempler, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Samme vurdering har både trafikforskere og landdistriktsforskere, mens politikerne stadig tror på, at flere motorveje giver mere vækst.
- Det ser ud til, at motorveje snarere dræner arbejdspladser væk fra udkantsområderne end skaber nye, lyder det fra trafikforsker Per Homann Jespersen fra Roskilde Universitet, RUC.
Seniorforsker Hanne Tanvig fra Københavns Universitet er af samme opfattelse:
- Troen på, at alting opstår omkring motorveje, holder simpelthen ikke.