Overflødigt med ny arbejdsgiverforening
Kjøbenhavns Vognmandslaug blev noget overrasket, da ITD i december søsatte en ny arbejdsgiverforening på transportområdet.
Sådan sagde oldermand Jørgen K. Jensen i sin beretning, da Kjøbenhavns Vognmandslaug holdt den årlige laugsforsamling i sidste uge.
- Interessen for at etablere egen arbejdsgiverforening skal formentlig findes i højesteretsdommen fra februar 2015, som i al sin enkelthed betyder, at tidligere så toneangivende parter på overenskomstområdet som 3F, DI og ATL mister indflydelse på transportens løn- og arbejdsvilkår. Ikke mindst 3F må føle sig presset.
- Fagforeningen får i både skrift og tale opbakning fra DTL, som sammen med ATL håber på et politisk flertal for at genskabe en retstilstand fra før højesteretsdommen. I den aktuelle situation vejrer ITD morgenluft. De har tilsyneladende en drøm om at få indflydelse på overenskomstdelen. De vil ikke stå tilbage for DTL og deres cirka 700 arbejdsgivermedlemmer.
- Måske er ITD en smule misundelig, sagde oldermanden. Han er i øvrigt overrasket over, at det etablerede overenskomstsystem håber på hjælp fra politikerne trods troen på den danske model, hvor parterne selv klarer problemerne.
- Der sættes lid til venstrefløjen, som har genfremsat et forslag om overenskomstmæssigt at vende tilbage til fortiden. Problemet er bare, at Dansk Folkeparti, som tidligere har udtrykt sympati for forslaget ikke vil være med til at cementere 3F's magtfulde indflydelse på transportoverenskomsterne.
Tavse Padborg-drenge
- Noget tyder på, at ITD med dannelsen af en arbejdsgiverforening er i gang med en kraftig udfordring til det mere end 100 år gamle overenskomstsystem. Organisationen får i hvert fald god opbakning fra Venstre-regeringen, fortsatte han Jørgen K. Jensen. Han fandt det interessant, at ITD ikke har kommenterer regeringens forslag om at ændre teksten i godskørselsloven.
- Det er vist aldrig sket før, at Padborg-drengene ikke har givet deres mening til kende i et væsentligt politisk udspil. Man har jo lov til at gætte om årsagen. De skal ikke have ødelagt de kommende politiske betingelser for, at deres arbejdsgiverforening får en god opvækst.
Godt med udfordring
- Måske er det godt at give den danske model lidt udfordring. Den har vist sig at være til købs, når en af parterne kan opnå en politisk fordel.
- I Lauget håber vi, at parterne i transportbranchen er så disciplinerede, at de kan medvirke til at vores medarbejdere kan sikres ordnede forhold. Ikke fordi de er medlem af en bestemt fagforening eller af en særlig kirkelig sekt, men ganske enkelt fordi forudsætningen for at få kvalificerede medarbejdere er at give dem rimelige løn- og arbejdsvilkår, sagde Jørgen K. Jensen.