Verdens længste luftskib kommer snart i luften
Et luftskib af en majæstetisk størrelse skal ud på sin jomfrurejse til foråret. Skibet letter fra England
Det har den engelske producent af skibet Hybrid Air Vehicles meddelt mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Mere præcist måler luftskibet 92 meter, hvilket er omkring 18 meter længere, end de største passagerfly. Der kan være 48 passagerer om bord på luftskibet, der bliver holdt i gang af fire motorer.
Luftskibet kan ifølge Hybrid Air Vehicles holde sig i luften i op til to uger. Til gengæld flyver det ikke ret hurtigt. Det kan ifølge producenten selv flyve op til 148 kilometer i timen.
Derfor forventer producenten også, at de potentielle kunder vil bruge skibet til at flyve med last eller transportere nødhjælp. Derudover kan det bruges til overvågning, kommunikation eller blot til fornøjelse.
Airlander 10 behøver ingen asfalteret landingsbane, da den kan lette og lande lodret. Desuden kan den lette fra åbne marker, ørkener, is eller vand, hvilket gør skibet attraktivt at bruge til nødhjælpsarbejde eller kystovervågning.
Skibet bliver fyldt med helium, der fylder det, der svarer til 15 olympiske svømmebassiner, skriver BBC. Den mængde helium skulle kunne holde skibet i luften i to uger.
Der skal gennemføres 200 timers testflyvninger, før kunder kan prøve skibet. Der er derfor rig mulighed for at se luftskibet, hvis man skulle befinde sig i det centrale England, hvor flyvningerne finder sted.
Hybrid Air Vehicles håber, at de kan producere 12 af luftskibene om året inden 2012.
/ritzau/Reuters